Bedsteforældre for Asyl - Logo

Nyheder

 




Oprettet den 2013-11-03

Journalist og forfatter Malene Fenger Grøndahls tale in absentia på Nytorv d. 1. nov. 13


Lad mig begynde med at fortælle et moderne eventyr – eller snarere en skrækhistorie. I kender den sikkert alle i store træk. Men lyt nu alligevel til historien om den lyse engel.

Hvid pige fundet i roma-lejr i Grækenland”. ”Den græske mysteriepige kan være fra Skandinavien”. ”Se Maria danse som en bjørn” og ”Romaerne – eller rettere – en enkelt af dem – har trukket store overskrifter de seneste par uger. Det hele begyndte, da en hvid pige blev opdaget i en romalejr i Grækenland. Hendes lyse hud og hår fik de græske myndigheder til at mistænke den familie, hun boede hos, for at have kidnappet hende. Så de tog hende med og afleverede hende hos en organisation, der har speciale i forsvundne børn. Forargelsen, fascinationen og fordømmelsen var massiv.

Den lyse engel, som Grækenlands største avis hurtigt døbte pigen, var jo oplagt offer ikke blot for menneskehandel, men også for de mørke og beskidte romaers kriminelle og fattige livsform. Det blev beskrevet, hvordan pigen var beskidt og bange, da hun blev fundet, og græsk politi – fulgt af medier i en lang række lande verden over – gjorde det til deres sag at finde Marias rigtige forældre. For Maria, som pigen hedder, måtte jo være kidnappet fra en hvid familie, og dermed var det alles sag at få hende ud af kløerne på de beskidte romaer. Der var rygter om, at politiet i Grækenland kunne spore hende til Sverige, og at hun kunne være datter af et par, hvis angiveligt dødfødte barn måske slet ikke var dødfødt, for de havde aldrig fået lov at se barnet, men kun en tom grav. Mystik, mørke og rædsel blandede sig, og historien om den lyse engel var på alles læber.

Mange følte sig kaldet til at gøre noget. Til at tage ansvar. Medierne skrev og efterlyste oplysninger, og ethvert nyt rygte i sagen blev bragt på avisernes hjemmesider. I Irland ringede en seer ind til et kriminal-magasin på tv og fortalte om en dreng, der også måtte være kidnappet af et romapar, for han var tydeligt lysere i huden end parret, der kaldte sig hans forældre. Myndighederne tog tippet alvorligt og skred straks ind. Den 2årige dreng – og siden også en syv årig pige i samme land – blev fjernet fra deres hjem, fordi forældrene ikke på stående fod var i stand til at dokumentere, at barnet var deres. En DNA-test viste efterfølgende, at forældrene havde ret i deres påstand: Det var deres barn. Så de to irske romabørn fik lov at komme hjem igen.

Marias græske forældre var til gengæld ikke hendes biologiske forældre. De havde fået – eller måske købt – det er endnu uafklaret – pigen af hendes biologiske forældre fra Bulgarien. Også de var romaer, og så fattige, at de – så vidt sagen endnu er klarlagt – ikke havde råd til at få deres barn registreret og tage det med tilbage til Bulgarien efter et ophold i Grækenland som olivenplukkere. Ingen ved nu, hvor Maria ender. Medierne har skrevet, at hun muligvis skal i pleje i en kærlig familie – og her må vi nok antage, at de mener en kærlig, hvid familie i modsætning til de ukærlige, mørke romafamilier, der hidtil har taget sig af hende. Og her er vi inde ved en af sagens kerner:

Omsorgen for Maria, den lyse engel, var overvældende. Hun var hvid og angiveligt kidnappet af de mørke romaer. Med uhyggeligt få undtagelser har der været interesse for de børn, hun har delt hverdag og skæbne med – hverken børnene i den fattige romalejr i Grækenland eller hendes søskende i Bulgarien. Ingen har for alvor stillet sig spørgsmålet, hvad der får en bulgarsk romakvinde til at forære sit barn bort – og til i perioder at forlade andre af sine børn, mens hun rejser ud for at tjene penge til at overleve.

Ingen spørger til de hundredtusinder af romaforældre, der ikke ser anden udvej end af sætte deres børn i pleje eller på børnehjem. Eller til de romaforældre i Rumænien, Serbien, Bulgarien, Ungarn og Kosovo, der kæmper en umenneskeligt hård kamp for at få deres børn i skole. Ofte bliver de mødt med afvisninger, vold og hån. Eller de oplever, at børnene bliver overfaldet både verbalt og fysisk på vej til skole. Andre lever med frygten for, at de lokale nynazister vil sætte ild på deres hus, sådan som de har gjort på andre romaers huse.

Da jeg i foråret var i Serbien på ferie, besøgte jeg romaer, der levede under en motorvejsbro i Beograd. De boede i slum og levede af at samle skrot. Et andet sted i samme land havde romaerne huse, men intet arbejde. Børnene blev diskrimineret i skolen, og dagen før mit besøg i en mindre serbisk by tæt på grænsen til Ungarn var en 17årig dreng blev tæsket og var blevet efterladt i en vandpyt, hvor han druknede. Overfaldsmændene var på hans alder – og nynazister.

Drengen i vandpytten døde omgivet af tavshed. Ingen skrev om hans lyse eller mørke hud og hans fattige liv. Ingen bekymrede sig for hans kærlige familie. Ingen talte om at redde ham fra hans fangenskab. Det samme gælder romaerne, der er fanget i fattigdom og slumkvarterer overalt i Europa. Kun få taler deres sag.

Mens Marias lyse hud var nok til, at enhver tvivl kom hende til gode, er de andre romaers mørke hud nok til, at enhver tvivl kommer dem til skade. Da jeg for nylig holdt oplæg for medarbejdere i et asylcenter, fortalte jeg dem om mit besøg i Serbien. Jeg fortalte om drengen i vandpytten og om den pige, jeg besøgte ikke langt derfra. Hun og hendes familie havde søgt asyl i Danmark, men fik afslag, fordi de ikke kunne bevise, at de var personligt forfulgt. Heller ikke farens og pigens psykiske sygdom var nok til, at de fik humanitært ophold. Da pigen forlod Danmark, var hun velbeskrevet af psykologer og psykiatere, der vurderede, at hun var selvmordstruet og havde behov for stabilitet og tryghed. Hendes far var tilsvarende dårlig. Han var paranoid og depressiv. To år efter at de forlod Danmark, var deres tilstand den samme. Moren kæmpede for at holde sammen på familien. Faren forlod stort set aldrig huset af frygt for de bander, han mente, stræbte ham efter livet. Drengen vovede sig af og til i skole, hvor han dog stort set ikke kunne lære. Han taler serbisk og romani, men ikke ungarsk, som var sproget i den lokale skole. Pigen sad dag og nat og stirrede ud i luften. Kun når talen faldt på Danmark, kunne man ane et glimt af liv i hendes øjne – og et glimt af dyb sorg.

Andre steder i Europa har jeg mødt romakvinder, der er blevet steriliseret mod deres vilje. Af lokale læger, der ville dem det godt. Også det fortalte jeg medarbejderne i asylcentret om. Nogle blev berørt, og mange kunne genkende historierne. Den børnepsykolog, der også holdt oplæg, kunne fortælle historier, der var mindst så rædselsvækkende, om de romafamilier, hun havde mødt og behandlet – og hvoraf mange nu stod til tvangsmæssig udvisning. Men nogle af medarbejderne reagerede med dyb skepsis. ”Er du sikker på, at de ikke har narret dig?” ”Ved du, at kvinderne var blevet steriliseret?”.

Den skepsis siger i sig selv en del om synet på mennesker, der åbenbart ikke har noget bedre alternativ end at bo i et dansk asylcenter – og for dem, der kender til forholdene sådan et sted, er der næppe mange, der vil misunde dem. Men selv med den skepsis i behold står skræmmende fakta tilbage. Jeg vil ikke trætte jer med at remse en masse op her. Men blot stilfærdigt påpege, at vold, diskrimination og overgreb mod romaer er veldokumenteret af EU, Amnesty International og en lang række andre organisationer.

Alligevel er det, som om vi er blinde for fakta – og blinde for de mennesker, der gemmer sig bag disse fakta. Vi ser på den lyse engel i den græske romalejr, og vi føler med det samme forargelse og medfølelse. Vi tager ansvar, og vi lader hverken jura eller smålige økonomiske hensyn forhindre os i at gribe ind. Den lyse engel skal reddes – koste hvad det vil. Tænk om vi i det mindste så på de mennesker, der søger asyl i Danmark, med blot en smule af den kærlighed, vi kaster på et barn som Maria?

Hvad ville det have betydet for den 15årige dreng fra Kosovo, der i september i år blev tvangsudvist til et land, han ikke har været i, siden han var tre år?  Drengen er psykisk syg og har de seneste 12 år indtil tvangsudsendelsen boet på forskellige asylcentre i Danmark. Forældrene forlod ham for mange år siden, og han har boet sammen med sin farfar og nu afdøde farmor. Ifølge programmet 21Søndag blev den 15årige sendt til Kosovo, mens han var midt i en langvarig psykiatrisk behandling, og at han ikke har fået i behandling i de to-tre måneder, han nu har været i Kosovo. Afslaget på humanitær opholdstilladelse er begrundet i, at den medicin, han er blevet behandlet med i Danmark, er tilgængelig i Kosovo. Ifølge flere lægelige eksperter er det forkert. Det er altså den form for sjusk, der danner grundlag for at afvise en dreng, der har levet næsten hele sit liv i det danske asylsystem. Det har taget 12 år at beslutte, at en psykisk syg dreng skal sendes ud. Men ikke meget mere end 12 sekunder at blive enige om, at en lys engel i en græsk romalejr har krav på hjælp. Jeg tror ikke på, at nogen danskere finder det retfærdigt. Spørgsmålet er, om vi vil se uretfærdigheden i øjnene og gøre noget ved den.

 




NYHEDSOVERSIGT
Ingen aktuelle nyheder

Gamle nyheder