Bedsteforældre for Asyl - Logo

Nyheder

 




Oprettet den 2017-11-02

Information d. 30. okt. 2017 - Laura Friis Wang

Bedsteforældre for Asyl: Vi bliver ved, indtil vi ikke kan stå længere

I denne måned er det ti år siden, at et halvt hundrede bedsteforældre første gang stillede sig op foran Sandholmlejren
for at protestere mod forholdene i de danske asylcentre.
Søndag mødtes Bedsteforældre for Asyl for at markere tiåret.
Ikke for at fejre det, for ifølge bevægelsens medlemmer er det kun blevet værre, siden de gik i gang

 

  foto Lærke Posselt

Det skorter ikke på hjemmebag, da Bedsteforældre for Asyl afholder tiårsdag for bevægelsen i Sandholmlejren.
Som afslutning på markeringen for tiåret for Bedsteforældre for Asyl, synger forsamlingen
’Barndommens land’ af Benny Andersen – bevægelsens ’slagsang’.

Bedsteforældre for Asyls husmusiker spiller harmonika ude foran de gule bygninger i Sandholmlejren, der er modtagecenter for hundredvis af asylansøgere.
Der står en lille gruppe af folk, de fleste af dem gråhårede og et par stykker med stok. De taler sammen, mens flere og flere – ligeledes med gråt hår – langsomt strømmer til.

En af dem er Alfred Dam på 88, der har været med i Bedsteforældre for Asyl fra begyndelsen. Han har taget sin gråternede sixpence på og et farvet halstørklæde om halsen, der skærmer for den kolde efterårsvind. »Her har vi stået søndag efter søndag i regn og blæst og slud og protesteret,« siger han.

I oktober måned i år er det ti år siden, at 52 bedsteforældre første gang stillede sig op foran Center Sandholm for at protestere mod forholdene i de danske asylcentre.
I dag er flere af bedsteforældrene blevet til oldeforældre, og de bliver færre, fordi »tiden går sin naturlige gang«, som en af bedsteforældrene udtrykker det.

Siden de første gang stillede sig op i protest, er det ikke gået stille for sig på flygtninge- og asylområdet.
I 2015 begyndte flygtninge at vandre på de danske motorveje, og pludselig talte hele Danmark, Europa og verden om »flygtningestrømmen« og »flygtningekrisen«.
Det fik flere til at melde sig i korpset af frivillige, der ønsker at hjælpe flygtninge og sætte politisk fokus på forholdene for asylansøgere.

Venligboerne blev også stiftet og bredte sig til en langt større bevægelse end Bedsteforældre for Asyl nogensinde har været.

I dag er mere end 120 ældre kvinder og mænd samlet for at markere tiåret for Bedsteforældre for Asyl. De har med vilje ikke kaldt dagen for et jubilæum,
»for der er ikke noget at fejre«, lyder det fra Else Lidegaard, der var initiativtager til den første demonstration.

Blandt de forsamlede er der enighed om, at forholdene for afviste asylansøgere og asylbørn ikke er blevet bedre.

Tværtimod opholder flere afviste asylansøgere sig i lejre, forholdene i dem er ifølge flere organisationer blevet værre, mens politikken på flygtningeområdet er blevet strammere og strammes yderligere med jævne mellemrum. Derfor har de erklæret, at de vil markere deres tiårsdag på samme måde, som det hele begyndte: med protest.
»Der er ikke noget at juble over. Men der er grund til at markere, at vi stadig skal kæmpe,« siger Else Lidegaard til forsamlingen.

Mister gejsten

Ude foran indgangen blafrer deres banner med påskriften »Bedsteforældre for Asyl«. Flere har et badge på jakken med samme slogan. Ellers er der ikke meget, der giver stemning af protest. Forsamlingen bevæger sig roligt ind i Sandholmlejren, hvor Røde Kors har givet dem lov til at holde begivenheden. Otte kvinder pakker medbragte kager og småkager ud på et langbord langs endevæggen i den store hal. En af kvinderne har medbragt grene med røde rønnebær, som hun dekorerer kagebordet med.

Bedsteforældre for Asyl begyndte med en demonstration, der udviklede sig til flere – søndag efter søndag.
»Dengang var det irakerne. Allerede dengang var det de lange ekspeditionstider, vi protesterede imod. Det handlede om almindelig retspolitik og humanisme, man ikke tog alvorligt. Men der kom slet ikke så mange asylansøgere dengang, som der har gjort de senere år,« siger Alfred Dam. Han husker, at det hurtigt blev klart, at det var svært at påvirke den politiske dagsorden ved at stå ude foran centret med et banner.    »Man mistede jo lidt gejsten, efterhånden som man stod der og frøs,« siger han.

– Rykkede det ikke noget?
»Tilsyneladende kan vi ikke gøre noget politisk, når vi har brugt ti år på at nå til ingenting. Tværtimod er det gået den modsatte vej.« I dag har Alfred Dam sammen med sin kone kastet kræfterne over hjælp til flygtninge i de personlige og nære relationer. »Min kone og jeg har haft kontakt til seks familier gennem årene,« siger han. »Det er ligesom at få nogle flere børn, som man kan støtte og hjælpe på vej i livet.«     

Nuttede bedsteforældre

Efter en velkomsttale fra initiativtager Else Lidegaard går den syriske læge og debattør Haifa Awaad på scenen. Hun taler om dialogen, og hvor vigtig den er.
Da Else Lidegaard får ordet igen, takker hun hende for at sætte fokus på netop den. »Jeg kan næsten kun tænke på kampen i dag, fordi det hele ser så håbløst ud.
Men det er vigtigt med dialog, også selv om jeg ikke ved, hvordan man kommer i dialog med Støjberg.«  Kommentaren udløser en kæmpe latter i salen.

Ole Bergmann, der ligner julemanden, træder op på scenen. Hans hår og skæg er kridhvidt, hans øjne bag det tynde brillestel varme og hovedet rundt. Han fortæller om bedsteforældrenes indsats på Folkemødet. »Det er aldrig lykkedes os at få politikerne i tale. Vi har altid fået at vide, at vi var sympatiske og ... nuttede.« Salen bryder igen ud i latter,
og Ole Bergmann forstætter: »Bertel Haarder har sagt, at vi var vigtige. Men desværre repræsenterer vi nogle holdninger, som ingen gider at diskutere.«

Der er ikke mange opmuntrende ord at hente blandt gæsterne i Røde Kors-hallen, når det kommer til udviklingen i befolkningens og politikernes holdning til flygtninge og asylansøgere. Men ungdomspsykiater Bente Rich, der også har været med fra begyndelsen, kan dog pege på et højdepunkt i løbet af de seneste ti år. »Venligboerne er et højdepunkt, fordi der skete en spontan mobilisering rundt om i hele landet. De udsprang af, at de mødte nogle flygtninge. Det er meget afgørende, tror jeg, for dem, der kommer hertil, at de bliver mødt af mennesker, der lytter til dem og vil hjælpe dem.«

Ikke tryk på Danmark

Da Bente Rich sluttede sig til Bedsteforældre for Asyl for ti år siden, havde hun igennem flere år arbejdet med asylbørn som ungdomspsykiater. Dengang var hun »naiv«, siger hun i dag. »Jeg troede, at hvis folk fik noget at vide om de forhold, der var i asylcentrene, og hvordan de led under dem, så ville det blive ændret. Jeg troede naivt, at det handlede om, at folk ikke vidste det. Men i dag ved vi, at folk ved det, og til trods for det, bliver det bare værre og værre.«

– Kan man ikke forstå stramningerne i forhold til, at flygtningepresset jo også er blevet større på Danmark?
»Der er ikke tryk på Danmark i forhold til andre lande. Tværtimod nedlægger vi asylcentre rundt omkring. Så vi sidder og har færre og færre at tage os af. Og vi strammer for at lave en afskrækkelseskampagne,« siger Bente Rich.

– Men i 2015 kom der markant flere til, og flygtninge begyndte at vandre på vores motorveje. Viste det ikke netop, at der var et pres, man blev nødt til at reagere på politisk?
»Den måde, det blev sendt ud på i fjernsynet, skabte en stemning af skræk om, at nu kom de og invaderede det hele. Det var i kølvandet på det, at man lavede de her teltlejre rundt om i landet, som der ikke engang var brug for. Så jeg tror, at de billeder fik en ikonisk betydning, som satte gang i forestillingen om, at nu blev vi løbet over ende.«

’Wauw’

Bevægelsens kasserer kommer på scenen og erklærer, at »der stadig er brug for pladderhumanistiske bedsteforældre«.  Mens han taler, kommer fire børn, der bor i Sandholmlejren, forpustede ind ad døren. Flere af de grå hoveder vender sig om, og pigen i midten råber »wauw«, da hun ser den store forsamling.

Den 25. januar 2018 afholder bedsteforældrene en høring om forholdene og børns trivsel i udrejsecentre. »Vi vil konfrontere politikerne,« siger kasseren og fortsætter: »Børns Vilkår siger, at det er en skamplet på Danmark, at vi lader børn blive i udrejsecentrene. Jeg mener, at det er en sort plet.«

Der er pause, og der bliver drukket kaffe og spist af kagebordet, mens et slideshow med billeder fra ti års aktivisme viser de ældre mennesker på barrikaderne rundt om i Danmark med paraplyer den ene dag og solbriller den anden.

Bente Rich er ikke færdig med at kæmpe. »Flere af os dør stille og roligt, og vi har været til rigtig mange begravelser. Men vi bliver ved, indtil vi ikke kan stå længere.«
»Med årene er vi nok blevet mere naive,« siger Alfred Dam.    – Hvorfor det?   »Fordi vi stadig tror, at vi kan flytte noget.«




NYHEDSOVERSIGT
Ingen aktuelle nyheder

Gamle nyheder