Indlæg i Politiken - AF Jørn Nerup, professor, dr.med.
Politiken har på glimrende vis markeret 70-års dagen for jødernes redning.
Faktuel oplysning, flygtninges og deres hjælperes tilbageblik, foredrag, og debatindlæg om de danske jøders skæbne har givet avisens læsere forståelse og respekt for et stolt og skelsættende afsnit i Danmarks historie.
At danske myndigheder i 1930’erne og i de første krigsår afviste flygtende tyske jøder ved grænsen, har danske jøder håndteret med fornem diskretion og det officielle Danmark næsten helt fortrængt i den berettiget glade fejring af begivenhederne for 70 år siden.
Politikens chefredaktør har for nylig udgivet en væsentlig bog, ’Landsmænd’, om baggrunden for, at det var muligt at redde de danske jøder.
Og i et essay i avisen 8.9. reflekterer Bo Lidegaard over årsagerne til, at redningsaktionen blev mulig, og at den kunne gennemføres med så positivt resultat. Essayet slutter med nogle velvalgte bemærkninger om, hvad vi i dag kan lære af begivenhederne i oktober ’43:
I asylcentrene sidder afviste asylansøgere, som ikke kan sendes hjem, i årevis uden ret til uddannelse eller arbejde.
Per 1. april 2013 havde 29 mennesker henslæbt 15 år eller mere i et asylcenter.
»I sidste ende er vores forpligtelse ikke at fælde dom over fortiden, men at forsøge at forstå den, at handle i vores egen tid – og at tage ansvar for de valg, vi træffer her og nu. Fortidens erfaring giver ikke svar på nutidens udfordringer. Men de minder os om, hvor galt det kan gå, hvis vi tillader vores samfund at afvige fra de humanistiske værdier, de er bygget på«.
I et demokrati hører det til mediernes opgaver at afsløre, når de valg, vore politiske beslutningstagere træffer, afviger fra de humanistiske værdier vort samfund er bygget på. Netop Politiken bør spille en fremtrædende rolle i denne sammenhæng.
I disse uger foregår der arrestationer og tvangsudsendelse af mange afghanske og andre flygtninge – også børnefamilier – til forhold, de havde grunde til at flygte fra.
Fastspændte psykisk syge udsendes ledsaget af to-tre betjente og af og til en læge med henblik på eventuelt nødvendig tvangsmedicinering under transporten. Ofte er der tale om brud på konventioner, Danmark har tiltrådt.
Humanitær opholdstilladelse er ekstremt vanskelig at opnå, selv for alvorligt syge ansøgere. De lægeerklæringer, ansøgninger skal indeholde, skal asylansøgere selv skaffe og betale, men de må ikke have nogen indtægter.
Afgørelser om tilsagn eller afslag træffes alene af Justitsministeriets embedsmænd uden lægefaglig rådgivning, hvilket ellers er reglen på alle andre forvaltningsområder.Der sker mange fejl.
I asylcentrene sidder afviste asylansøgere, som ikke kan sendes hjem, i årevis uden ret til uddannelse eller arbejde.
Per 1. april 2013 havde 29 mennesker henslæbt 15 år eller mere i et asylcenter og 723, heraf 114 børn, mere end tre år.
Politikken er strammet flere end 70 gange
Siden år 2000 er udlændingelovgivningen ændret – strammet – flere end 70 gange. Kun en enkelt, meget beskeden lempelse er sket under den siddende regering.
Resultatet er et administrativt, politisk og etisk morads, hvor skøn ser ud til at spille en større rolle end ordentlighed og retssikkerhed i afgørelserne.
Graver man lidt i dette morads, dukker der ting op, der ikke burde foregå i en retsstat som Danmark. Og når kløften mellem vore humanistiske værdier og virkeligheden omkring os er blevet så stor, er det at handle for den enkelte – og for Politiken – en etisk fordring. Helt som i oktober ’43. Et stort flertal i Folketinget står bag dansk asyl- og flygtningepolitik. Politikerne synes at mene, at det gør også et flertal af befolkningen.
Men hvis medierne gravede i og beskrev de tragedier, denne politik medfører, vil folketingsflertallet måske skrumpe og befolkningen have fået nok. Når almindelige mennesker på møder får at vide, hvad der foregår, skifter rigtig mange af dem holdning.
Skal Danmark så åbne ’ladeporten’ og give asyl til alle, der søger hertil, spørger mange? Nej, naturligvis ikke.
Der er asylansøgninger, som er åbenbart grundløse og hurtigt og berettiget kan afvises.
Men modtageproceduren og asylsagsbehandlingen bør retssikkerhedsmæssigt strammes op, professionaliseres og effektiviseres betydeligt, så de unødigt lange og nedbrydende ophold i asyllejrene undgås.
Justitsministeren kan, hvis han vil og tør, give disse ulykkelige mennesker humanitær opholdstilladelse i morgen
Og i tider med borgerkrig og store flygtningestrømme bør de facto-flygtningebegrebet genindføres.
Skal Justitsministeriet så bare udstede flere humanitære opholdstilladelser? Ja, helt sikkert.
Det er der al mulig grund til. Dog bør tildeling af humanitær opholdstilladelse fortsat have undtagelsens karakter.
Ministeriet administrerer ikke i overensstemmelse med udlændingeloven og sit eget praksisnotat, der giver justitsministeren beføjelse til at give humanitær opholdstilladelse efter andre kriterier end meget alvorlig livstruende sygdom. Men det sker næsten aldrig.
Som nævnt skal en ansøger uden indtægt selv fremskaffe – det vil sige sige håbe på, at en læge vil udfærdige den gratis – en speciallægeerklæring til ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. Denne behandles i ministeriet i syv måneder, anses derefter for forældet, og ansøgeren skal så i løbet af 14 dage fremskaffe en ny erklæring – ellers bortfalder ansøgningen.
Og helt utroligt er det embedsmænd i ministeriet, som alene og uden bistand af lægekonsulent træffer de alvorlige afgørelser om meget syge menneskers liv og helbred. Det fører til mange fejl og manglende retssikkerhed.
At der i årevis sidder mange mennesker, som ikke kan tvangsudsendes, i asyllejrene – gemt væk og glemt af omverdenen – er en humanitær skandale.
Justitsministeren kan, hvis han vil og tør, give disse ulykkelige mennesker humanitær opholdstilladelse i morgen.
Hvis vi – også Politiken – vil se, hvad der sker for øjnene af os, kan vi presse regering og Folketing til at føre en mere medmenneskelig asyl- og flygtningepolitik.
Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.