• Forside
• Hvem er vi?
• Målsætning 
• Aktivitetskalender
• Avnstrup
• Kongelunden
• Sandholm
• Fynsafdelingen
• Østjylland
• Kontakt
• Foredrag tilbydes
• Andre skrev
• Breve og avisartikler
• Pressemeddelelser
• Møder og aktioner
• Billeder
• Taler  
• Faktuelle oplysninger
• Om bogen "Afvist"
• Digte og sange
• Nyttige Links
• Historie
• Vil du på mail-listen
• Konto nr.
• Støtteperson 
• Inf. til asylansøgere

Taler 

 

Ved Demonstrationen på Nytorv d. 6. september 2011 arrangeret af Bedsteforældre for Asyl og Et anstændigt Danmark

Klaus Slavensky, redaktør og forfatter

Tale 6.9.2011

 

Når man står så tæt på Domhuset og lovens lange arm, er det nærliggende at begynde med at konstatere, at klokken er 16:10 og dét er et tidspunkt, som er værd at huske, fordi vi står her.

Vi står her, for at huske på ordet anstændighed, for at vise solidaritet med nogle af de svageste og mest forladte og ensomme skæbner i Danmark.

Kl. er 17:11 og vi står her på vegne af de ca. 3.200 asylansøgere der er indkvarteret i Røde Kors’ asylcentre, annekser og særlige boliger. Skæbner, der primært kommer fra Afghanistan, Syrien, Iran og Rusland. Og som gennemsnitligt opholder sig i landet i 566 dage, men hvor mange sidder på såkaldt tålt ophold, og sidder der med min afdøde kollega, asylekspert Kim Kjærs ord: ”indtil de bliver båret ud af Sandholmlejren med benene først”.

Kl. er 17:12, og vi er her for at minde det officielle DK om at selv om gentagne, umenneskelige stramninger af udlændingelovgivning har fået antallet af asylansøgere til at falde, og til at flere sendes tilbage til andre EU-lande og til at antallet af afslag også stiger, så er det ikke kun paragraffer, økonomi eller pigtråd og barakker det drejer sig om, det er mennesker, der har krav på en behandling der er i overensstemmelse med de grundlæggende menneskeretlige principper og standarder.

Det er mennesker, som flygter fra områder præget af vold og væbnede konflikter, og som desværre ikke længere kan opnå en effektiv beskyttelse i DK. De må, og igen citerer jeg min tidligere kollega Kim Kjær: ”se sig henvist til meningsløs venten i årevis med begrænsede rettigheder og en uafklaret fremtid”.

Det er ikke kun voksne asylansøgere der må kæmper mod en kynisk national politik, der tilsidesætter nogle af deres fundamentale rettigheder. Børn og unge søger også asyl i Danmark uden deres forældre. I juli 2011 boede der ca. 130 mindreårige på Røde Kors-asylcentrene. I 2010 ankom i alt 680 børn og unge, og langt hovedparten kom fra Afghanistan.

Det er ofte børnenes vantrivsel der stikker mest smertefuldt i vores hjerter. Jeg mindes en tv-reportage fra Sandholm, hvor pastor Søren Krarup besøgte en familie, der bønfaldt ham om at lempe de urimelige vilkår som VKO-regeringen udsatte dem for når de efter afslag på ophold skulle sendes væk til den visse rædsel. Moren græd, faren forsøgte at forklare sig, og i et hjørne af sofaen sad en lille dreng der holdt sig for ørerne for ikke at høre tolkens oversættelse af Krarups brutale afvisning af hjælp til familien. ”Ha’ det godt”, sagde pastoren, da han forlod familiens lille celle. ”Ha’ det godt!”?

 

Jeg sidder i bestyrelsen af forfatterforeningen dansk PEN, og vi har løbende kontakt med skrivende kolleger, der er frihedsberøvet og fx fængslet i Sandholmlejren. En af mine bestyrelseskolleger hedder Dina Yafasova, og hun har skrevet den rystende dokumentationsbog ”Dagbog fra Sandholm”.

Dina er journalist, og hun evner derfor at sætte sprog på de humanitære krænkelser, som tusinde af mennesker oplever hver dag i danske asylcentre. Hun fortæller om hvordan det er at være i metafysisk fangenskab, at være indespærret i et bur mellem fortid og fremtid, at vandre i en endeløs ørken uden synlig horisontlinje, at ligge søvnløs om natten på knuste glasskår.

Også Dina taler ligesom Kim Kjær om den dræbende og ødelæggende ventetid og det absurde forbud mod at arbejde. Som Dina skriver:

”Kan et træ, revet op med rode og flyttet til fremmede omgivelser, et træ, der endnu ikke er sat i jorden, men blot står i en bøtte og venter på sit sted og sin årstid – kan sådan et træ begynde at grønnes?”

Nogle af de metaforiske træer som Dina skriver så bevæget om, er ikke så heldige som Dina og hendes familie, der nu bor uden for lejren, sammen med os andre.  Iflg. Røde Kors var der 29 selvmordsforsøg i 2010. Det lykkes for én at slutte sin flugt, bag pigtråden i en dansk asyllejr.

For fanden, hvor er det usselt. Hvor er det moralsk forkasteligt. Hvad er det for en forbryderisk politik det danske samfund udsætter tusindvis af mennesker for i dette sekund, hvor kl. er 17:18?

Institut for Menneskerettigheder har gennemgået sager om humanitært ophold i 2009, og vurderer, at knap halvdelen af de mennesker, der har fået ophold på grund af alvorlig sygdom, fremover risikerer at blive afvist grundet nye regler. Direktør Jonas Christoffersen finder det menneskeretligt meget betænkeligt, at man vil gå så tæt til grænsen, fordi man som lovgiver presser embedsmænd og dommere til at trække den hårfine grænse til forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Og det bliver jo ikke bedre af, at FN i en rapport fra 2010 dokumenterede, at over halvdelen af FN’s medlemslande udøver tortur.

Dina Yafasova er ikke den eneste der måtte flygte fra et liv med konstante trusler, tortur og krænkelser af menneskerettigheder. Mange af de asylansøgere der trodser ufattelige farer og lidelser for at komme her, har arbejdet for demokrati og har betalt en høj pris for det.

Den førte udlændingepolitik i dette land har en besynderlig måde at takke disse modige, demokratiske frihedskæmpere på.

Bedsteforældre for Asyl har udarbejdet 10 krav til en ny asylpolitik, som man kun kan håbe på bliver en del af en fremtidig politisk dagsorden. For minimum bør være, at afviste asylansøgere skal have ret til at arbejde og uddanne sig i Danmark. Og at alle skal have tilbud om at flytte ud af asylcentret senest efter et halvt år. Og at alle afgørelser skal kunne prøves ved domstolene.

Kl. er nu 17:20, og det er et tidspunkt vi bør være stolte af. Fordi vi står her og viser, at de over 3.000 asylansøgere bag pigtråden, der lever under uværdige forhold, utålelig venten på deres skæbneafgørelse, og som mest af alt møder skamløshed fra det officielle Danmark, ikke er glemt af os.

Kl. er nu 17:21, og jeg håber at I fortsætter jeres kamp for anstændighed og menneskelighed, og at vi ses igen og igen, indtil vi har opnået et værdigt liv for alle.

---

Tale til demonstration for et anstændigt Danmark  Lørdag d. 27. august 2011

 Ulla Sandbæk

Det var Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard der var ude og flyve i en helikopter.
Hvis jeg smider en tusindkroneseddel ud af vinduet er der en, der bliver glad siger Lars Løkke. Ja, men hvis jeg smider ti hundredekroner sedler ud af vinduet er der ti, der bliver glade, siger Pia Kjærsgaard. Ja, siger piloten, og hvis jeg smider jer to ud er der fem millioner mennesker, der bliver glade.
Jeg er glad for at Bedsteforældre for Asyl er blevet bedt om at komme med et indlæg her i dag. Både Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Smidt vil have gjort dette valg til et spørgsmål om økonomi.  Om hvordan de skal redde os ud af den økonomiske krise. Men Danmark befinder sig i en krise som er langt værre end den økonomiske. Den krise vi befinder os i , er fattigdom på medmenneskelighed, på menneskelige værdier og den er langt mere alvorlig end den fattigdom,  der udspringer af økonomisk krise og gældsætning.  Det er en fattigdom som især kommer til udtryk i den måde regeringen tvunget af sit støtteparti Dansk Folkeparti behandler vores asylansøgere på

Forfatteren Inger Kristensen udtrykker det sådan:
Et samfund kan være så stenet,
at alt er en eneste blok,
 og indbyggermassen så benet,
at livet er gået i chok. :
 
 Og hjertet er helt i skygge,
og hjertet er næsten hørt op
 til nogen begynder at bygge
en by, der er blød som en krop.
 
Vi må og skal genopbygge et land, som er blødt som en krop. Vores fælles krop, hvor vi genfinder ansvarligheden for hinanden og for dem, som har lagt deres skæbner i  vores hænder.  Det er det, som valget den 15ende september bør handle om.
I skal høre en støtteerklæring sendt fra en internet cafe I Irak fra en gruppe asylbørn som  blev tvangsudsendt i 2006

 Til danskerne: send dem ikke ud til Irak.

Vi var alle i  4 – 8 år i Danmark. I sommeren 2006 blev vi tvangsudsendt.
Det var forfærdeligt. Vi blev hentet af politiet tidligt om morgenen. Vores små søskende græd. Vi havde ingenting at komme tilbage til og stod der i lufthavnen og vidste ikke, hvor vi skulle tage hen. Vi havde ingen penge til mad. Vi blev pludselig skilt fra alle vi kendte i Danmark. Vi var blevet danske og blev udsendt til et fremmed land. Vi børn kunne ikke sproget og mange af os har haft store problemer med at følge med i skolen. Vi kan ikke få uddannelse her, og vi har ingen fremtid. Nogle af vores forældre er syge og kan ikke få lægehjælp. Ingen kan forestille sig, hvordan det er at bo i et land, der er ødelagt af krig.
Vi håber aldrig, at andre børn skal igennem det samme, som vi har været igennem. Derfor beder vi alle danskere - hjælp de irakiske børn, så de ikke skal sendes ud og skal have det ligeså slemt som os.
En hilsen til vores venner og veninder fra Irak. Vi savner jer og glemmer jer aldrig. Vi håber I får lov til at blive i Danmark og at vores støtteerklæring hjælper jer.
En hilsen til de danskere, der har hjulpet os i Danmark og efter vi blev udsendt. Vi ved, der findes mange gode danskere.

Kærlig hilsen

Sokol, Niki, Dalila, Majlinda, Arlinda, Rijalda, og Edita

Den 15ende september får vi muligheden for at stemme på politikere, som ikke i strid med alle konventioner sender børn tilbage til krigshærgede områder.  Hvis I er i tvivl om, hvem I kan stemme på, kan
I på vores hjemmeside  finde en liste over folketingskandidater, som uanset partifarve har vist et humanistisk livssyn.
Jeg vil have det Danmark tilbage, jeg voksede op i.
 Jeg var stolt af vores demokratiske velfærdssamfund,  varetagelse af  menneskerettighederne , at vi var foregangsland for miljøbeskyttelse – at der stod respekt om Danmark som et land hvis eksempel andre lande gerne ville leve op til. Sådan kan det blive igen.
 Pia Kjærsgaard  har været den mægtigste kvinde i Danmark. Jeg siger med vilje HAR været for efter den 15ende september forsvinder hun forhåbentlig i glemselens dyb når hun bliver sat uden for indflydelse.  Hendes  parti  har talt til alle de værste instinkter i folk og slået på frygt for alt det, som er fremmed. Det  respekterer  ikke de internationale konventioner, vi  har skrevet under på. Det er  kun er optaget af,  om vi kan sende  de asylansøgere, som kommer til os for at søge beskyttelse hjem igen, uanset at det muligvis er  til tortur og forfølgelse . Det er hårdt at være dansker på de betingelser, men endnu mere hårdt at blive konfronteret med de menneskelige lidelser som den danske asylpolitik påfører de mennesker, vi skulle beskytte.
En asylansøger udtrykker det sådan: Usikkerheden. Det er en del af vores liv. Vi ved ikke noget endnu. Vi ved ikke, hvad der kom­mer til at ske. Vi bliver psykisk ødelagte. . Vi bliver sure uden grund – over opvasken eller rengøringen. Vi bliver irritable, fordi vi ikke har noget overskud, og fordi vi lever i usikkerhed.

Mange af de afslag som asylansøgerne får virker totalt meningsløse.
f.eks Besim fra Kosova
Besim flygtede som så mange andre fra Kosova i 1999, 20 år gammel. Han havde været hvervet mod sin vilje af en nationalistisk guerillabevægelse men var deserteret. Han var meget bange for, at de skulle finde ham og henrette ham, hvis han vendte tilbage. Desuden havde han oplevet sin bedste ven blive dræbt og selv været udsat for flere arrestationer og overgreb. Det havde gjort ham mentalt syg.
Han fik alligevel  afslag på både asyl og humanitær opholdstilladelse, men nægtede at rejse tilbage, og de næste 7 år kunne man ikke sende ham tilbage fordi FN nægtede det.  I 2003 glippede det for ham. Han havde en kontrovers  med en Røde Kors-medarbejder om noget saftevand. Det gav ham en usædvanlig hård dom på 3 års indrejseforbud.  Da FN åbnede for hjemsendelser i sommeren 2006, kom politiet for at sende ham ud, men han stak af og boede et halvt år hos en kæreste i Jylland. Derefter henvendte han sig til FUJ, og han boede under jorden hos en familie i København et halvt år mere. I løbet af denne tid undersøgte FUJ risikoen for forfølgelse og behandlingsmuligheder for mentalt syge i Kosovo. Man mente, at risikoen for forfølgelse ikke var stor efter så mange år.
Men Besim havde det dårligt psykisk, og han blev  undersøgt af en højt respekteret psykiater, som vurderede at han led af en efterhånden kronisk form for Post Traumatisk Stress Disorder, som kunne medføre akut psykose og krævede behandling. Denne erklæring, udtalelser fra to psykologer som løbende har behandlet ham samt grundig dokumentation for de absolut ikke-eksisterende behandlingstilbud i Kosovo blev vedlagt  en ny ansøgning om humanitær opholdstilladelse.
Men man kan ikke få sin sag genoptaget mens man bor under jorden, så han var nødt til at løbe risikoen og melde sig i Sandholm. Efter 3 dage blev han hentet og sat i fængsel. Han var meget chokeret og fik det endnu dårligere.
Han fik en dato for tvangsudsendelse til Kosova 3 uger senere, og kort efter modtog han afslag på sin  ansøgning – med henvisning til hans gamle indrejseforbud, som reelt forhindrede enhver genoptagelse af sagen, uanset de nye oplysninger om hans psykiske tilstand.
Besim blev sat på et fly til Kosova, efter 7 år i Danmark. Han bestemte sig for at udrejse ”frivilligt” fordi han på denne måde fik lidt hjælp fra Dansk Flygtningehjælp til at etablere sig i hjemlandet. FUJ har stadig kontakt med ham , og han klarer sig faktisk rimeligt. Han er blevet gift og har fået bygget sig et lille hus med hjælp fra Dansk Flygtningehjælp og sin familie.
Støtten fra FUJ og  bestræbelserne på at få hans sag genoptaget hjalp ham meget rent menneskeligt, både mens han var under jorden, i fængsel og efter hjemsendelsen, så selvom han ikke fik opholdstilladelse var det alligevel indsatsen værd. Det er OGSÅ en af grundene til at Bedsteforældre for asyl nu har stået 202 søndage i al slags vejr foran flygtningecentrene og demonstreret. Vi gør det naturligvis først og fremmest for at få en ny asylpolitik. Men vi ved også at det trods de umenneskelige kår regeringen byder asylansøgerne har en vis positiv virkning midt i deres fortvivlende situation at de kan se at der er nogen som kæmper for deres sag.
 Historien om Besim er undtagelsen som bekræfter regelen fordi den endte lykkeligt. Det gør de fleste historier desværre ikke.

Mange af asylansøgerne  får afslag på grund af dårlig tolkning. Amir, en irakisk asylansøger fortæller f.eks
”Politimanden sagde endda til mig, ”Ja, du behøver ikke fortælle hele historien. Jeg har ikke brug for det hele”. Næste gang [hos Udlændingeservice] fortæller jeg så hele historien – og så siger de, at jeg har fortalt forskellige historier. Men tolken hos Udlændingeservice oversatte også forkert. Jeg fortalte politiet, at jeg modtog flere ”tegn” på, at jeg skulle dø. Jeg modtog afbrændte tændstikker gennem brevsprækken og pistolkugler. Det er alt sammen velkendte dødstrusler. Men ordene ”tegn” og ”brev” minder om hinanden på mit sprog, Tolken hos Ud­lændingeservice oversatte det, som om jeg modtog ”breve” med trusler. Nu siger Udlændin­geservice, at jeg har ændret historien.”  
Mange asylansøgere kommer fra lande, hvor politiet er korrupt og voldeligt. Samtidig ople­ver nogle ansøgere ved deres ankomst til Europa en hårdhændet behandling fra politi og kystvagt .  Sådanne erfaringer kan resultere i, at ansø­gerne ikke indledningsvist fortæller politiet afgørende oplysninger om deres identitet og asylmotiv.
 
 Mange giver udtryk for at de på grund af tidli­gere erfaringer med politiet og en lang flugtrute er så bange, udmattede eller usikre under det første interview, at de enten ikke fortæller alt, afgiver falske oplysninger eller nærmest ikke ved, hvad de selv siger. Flere fortæller, at de ifølge politiet ville få lejlighed til at uddybe forklaringen senere hos Udlændingeservice, men at de senere hos Udlændingeservice får afslag på asyl med henvisning til, at de har udbygget eller ændret den forklaring, de gav til politiet.
Hvis  asylansøgere undlader at fremføre afgørende oplysninger på grund af skrivevanskelighe­der eller af frygt for politiet, risikeres det, at flygtninge, der efter Flygtningekonventionen og dansk praksis bør gives beskyttelse, afvises og udsendes på falsk eller dårligt oplyst grundlag.
 
Hussein en 18-årig asylansøger fortæller
”Jeg kan godt skrive, men kun lidt. Jeg kender ikke alle tegnene. Det sagde jeg til betjenten, som sagde, jeg bare skulle gøre det så godt, jeg kunne. Jeg kunne forklare senere ved et møde, sagde hun. Men til mødet hos Udlændingeservice spurgte de, hvorfor jeg havde skre­vet, at min ”ven” var med i bilen. Jeg forklarede, at det var min onkel. Men jeg kender ikke tegnet for ’onkel’, så jeg skrev tegnet for ’ven’.” Det tog de ikke for gode varer.
Det er sådan vi behandler asylansøgere. Som om de kriminelle.
Dette er kun en brøkdel af de urimelige forhold som asylansøgere udsættes for og som resulterer i at de får afslag på asyl.
Hvis ansøgeren er bange for sit liv og derfor ikke  ønsker at samarbejde om en frivillig udsendelse, kan han eller hun underlægges de såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger: overflytning til udsendelsescenter, cafeteriaordning, mel­depligt og evt. frihedsberøvelse. Så kommer tankerne:
 
”Vi har tre børn. De er glade her på centret. De går i skole, spiller fodbold og leger med de andre børn. Skal vi til Sandholm igen? Eller i fængsel? Hvad så med børnene? Hvis de sætter mig i fængsel, hvad skal børnene så gøre? Sætter de børnene i fængsel? Kan de fortælle mine børn, hvad de skal gøre i lufthavnen i Syrien, når efterretningstjenesten henter mig?”  Det er sådanne tanker asylansøgere som nægter udrejse gør sig.
Bedsteforældre for Asyl har formuleret 10 krav til en ny regerings asylpolitik: - blandt andet at asylansøgere højst kan være på et asylcenter i 6 måneder, hvorefter de skal kunne bo og arbejde ude i samfundet. Og at en asylansøger skal have tildelt varigt ophold hvis hans eller hendes sag ikke er afsluttet efter 3 år

Stem på de politikere som vil opfylde vores krav så vi igen kan se os selv i øjnene som danskere.

---

Tale ved Bedsteforældre for Asyls demonstration nummer 200 ved Sandholm

Søndag d. 7. august 2011 kl. 13.50

Johanne Schmidt-Nielsen

Barndommens land…

Når jeg er ude på højskoler for at holde foredrag, så beder jeg altid om, at vi starter med at synge Barndommens Land. Og så læser jeg jeres vers op.

Verden er stor

Kaldes Moder Jord

Der findes børn der må flygte,

Men du har intet at frygte.

Ingen skal mishandle dig,

Håber jeg.

Og så fortæller jeg højskoleeleverne om hidsige Fru Hornbech, der rasende råbte til folketingets formand, at mødet i folketingssalen skulle afbrydes, så I kunne blive straffet. Jeg fortæller også, at det er første gang, jeg har set et gangstativ blive båret ind i en politibus.

Og jeg fortæller dem, at det der med at forsøge at ændre på nogle ting, at kæmpe for det, man tror på, det ikke bare hører ungdommen til. Det har man skam mulighed for hele livet.

Jeg fortæller dem også, at Benny Andersen læste digte op i Brorsons Kirke et år efter den forfærdelige nat hvor kirken på Nørrebro blev ryddet af politiet.

Magtesløshed…

Den nat og den morgen og dagen derpå tror jeg, at mange af os gik rundt med en følelse af magtesløshed. Og det ord – magtesløshed – tog jeg faktisk udgangspunkt i om aftenen, da vi mødtes i tusindvis af mennesker på en fuld Slotsplads med fakler for at vise, at det, der foregik, det var og er vi så inderligt imod. For at vise irakerne og for at vise resten af Danmark at der ikke er konsensus om den umenneskelige måde, man har besluttet at behandle dem, der flygter hertil for at bede om vores hjælp.

Jeg kan huske, at jeg sagde, at vi ikke måtte lade magtesløsheden tage over. For det kan vi ikke tillade os. Og allerede da vi stod der på Slotspladsen, sagde vi fra over for den. Vi handlede.

I – Bedsteforældre for Asyl – har sagt fra igen og igen. I har gjort det vedholdende, og I breder jer. Der bliver flere og flere af jer. I har bekæmpet magtesløsheden 200 søndage i træk. Den indsats er uvurderlig.

Og selvom man somme tider kan blive ramt af sådan en følelse af, jamen nytter det noget, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det arbejde, I gør, det gør en forskel. For det, at det politiske flertal ved, at der er nogen, der holder øje med, hvad der sker bag Sandholms hegn. At der er nogen, der engagerer sig i de her menneskers liv, det er hver eneste dag med til at lægge et pres på de ansvarlige politikere.

I gør de usynlige synlige. Der er ikke noget, Lars Løkke og Pia Kjærgaard og Søren Pind og alle de andre hellere vil end at gøre asylansøgerne til sådan en udefinerbar masse af anonyme mennesker, der ikke har ansigter, og som ingen kender. For det er meget nemmere at behandle mennesker dårligt, når de ikke bliver betragtet som mennesker, når ingen kender dem, når de er usynlige. I gør de her mennesker synlige.

100 dage til valget…

I fredags var der præcis 100 dage til, at der senest skal være folketingsvalg. 100 dage til, at vi (forhåbentlig!) får et nyt politisk flertal i det her land. Og det er der grund til at være i rigtig godt humør over.

Jeg møder ret ofte mennesker, der spørger, om det nu også reelt kommer til at gøre en forskel. Ikke mindst på udlændinge-området. Det gør det.

Alene det faktum, at en samlet opposition maks. vil lade asylansøgere sidde seks måneder i et asylcenter – herefter skal de have mulighed for at bo, arbejde og uddanne sig i det danske samfund – kommer til at betyde en helt afgørende forskel i de her menneskers liv. I deres børns liv.

Alene det faktum, at en samlet opposition vil afskaffe fattigdomsydelserne. 450 timers reglen, introduktionsydelsen, og det, som regeringen uforskammet kalder starthjælp, kommer til at få en helt afgørende betydning i menneskers liv. Nogle af de mennesker, der har lidt allermest under de sidste ti års heksejagt og kynisme.

Vil der ske så store forandringer, som man kunne håbe? Nej. Jeg glæder mig til Helle Thorning bliver statsminister, men jeg glemmer aldrig hendes ord efter rydningen af Brorsons Kirke.

Hun sagde: ”Det er klart, at vi alle sammen er følelsesmæssigt påvirket af de her billeder, vi ser ved Brorsons Kirke i dag. Men vi bliver nødt til at holde fast ved, at i Danmark er det loven, der gælder, og det betyder, at hvis man ikke har opnået asyl i Danmark, så skal man ikke være i Danmark. Derfor støtter vi aktionen.” (d. 13. august 2009).

Socialdemokraterne valgte altså en mekanisk henvisning til, at lov er lov og lov skal holdes, frem for at stille spørgsmål ved, om loven nu også er, som den burde være, når man udsender børn, der har levet hele deres liv i Danmark, og som kun kender Irak fra tv-billeder af biler, der bliver sprængt i luften.

Og derfor er der altså desværre ikke noget, der tyder på, at I får søndagsfri fremover. For selvom vi får afskaffet starthjælpen, og selvom vi får bragt tiden i asylcentrene ned på seks måneder, så er der et godt stykke vej igen.

Søndagsfri…

Blandt andet er det direkte pinligt, at vi – et af verdens rigeste lande, oven i købet krigsførende nation – ikke tager imod flere flygtninge. Tværtimod gør man i Danmark alt, hvad man overhovedet kan, for at forsøge at undgå de ganske få, der finder vej hertil.

Jeg var godt tilfreds den dag, Birthe Rønn stoppede som minister, men jeg må indrømme, at hendes efterfølger er mindst lige så uhyggelig. Lige nu står Italien, Malta, Spanien og ikke mindst Grækenland med tusinder af flygtninge, fordi deres grænser tilfældigvis ligger, hvor de ligger. Da den europæiske menneskerettighedskommissær kritiserede Danmark og andre lande for ikke at tage ansvar, svarede Søren Pind, at Danmark kunne tage ti! Og at de ti i øvrigt skulle være en del af de 500 kvoteflygtninge, vi i forvejen tager hvert år.

Derudover kaldte Pind menneskerettighedskommissæren for idiot. Og det er jo egentlig på et niveau, så man slet ikke orker at kommentere det, men når jeg alligevel gør det, er det fordi netop det her med at dæmonisere alle dem, der kritiserer Danmark, har været en helt bevidst strategi gennem de sidste ti år. Og listen bliver længere og længere. Den indeholder blandt andet samtlige menneskerettighedsorganisationer, Institut for Menneskerettigheder, Europarådet og sågar FN.

Hvis der for alvor skal sættes en stopper for den dæmonisering, og hvis Danmark skal løfte et større ansvar, end vi løfter i dag, så er søndagsfri ikke en mulighed. Heller ikke efter valget.

Holdninger kan forandres..

Og ligesom at vi aldrig nogensinde må opgive et eneste af de mennesker, der sidder i Sandholm, må vi heller ikke opgive Socialdemokraterne og SF. Socialdemokraterne og SF har rykket sig meget, men de kan også rykkes den anden vej. Vi skal minde dem om det, de måske nogle gang har glemt. Nemlig at politik handler om at flytte holdninger. Ikke bare om at flytte stemmer. Hvis politik bare bliver sådan noget med at sidde på sit kontor og aflæse den seneste meningsmåling for at finde ud af, hvad befolkningen pt. mener om det ene og det andet, så bliver politik ligegyldigt.

Holdninger kan forandres. De er ikke bare sådan nogen, vi er født med. Og ligesom ti års kyniske forsøg på at umenneskeliggøre de flygtninge, der kommer hertil, har påvirket manges syn på udlændinge, på dem der kommer hertil, så kan ti år med det modsatte også gøre det 

Afslutning…

Til allersidst vil jeg sige, at jeg håber på og jeg tror på, at I bliver ved. Jeg håber på og jeg tror på, at I vil fortsætte med at insistere på at gøre de usynlige synlige.

Og så vil jeg sige til jer, at jeg håber, I ved, at vi er rigtig mange børn og børnebørn, der går rundt og er meget imponerede af jer.

Tale om en værdig udlændingepolitik ved Bedsteforældre for Asyls 3 årsdag d. 10.10.10 foran Center Sandholm.

Af Marianne Jelved 

Tak for invitationen til at komme her hos jer og tale d.10.10.10. Det er jeg meget glad for. Og det er rart at være mellem venner. Det sker jo ikke hver dag.

Jeg har haft en smuk oplevelse i Folketinget en helt almindelig forårsdag i Danmark. Vi behandlede endnu en starmning af udlændingeloven. Da ministeren gik på taler stolen for at svare på ordførernes indlæg, begyndte tilhørerne at synge. Det var Bedsteforlældre for Asyl, der sang "Barndommens Land" fra tilhørerpladserne. De sprøde stemmer klang under Folketingets høje loft, selv om man prøvede at stoppe dem fra Folketingets talerstol. Det lød bare så smukt. På forunderlig vis nåede folketingsbetjentene først op for at fjerne demonstranterne, da sidste vers blev sunget, og bedsteforældrene blev ført ned i en bus og kørt på politistationen.

Men i Grundloven står der, at Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed og frihed ... gør sig skyldig i højforræderi. (§34). Sådan er det. 

Mening med det internationalesamarbejde

Vi kan jo begynde med at stille os selv og hinanden spørgsmålet: Hvad er meningen … med det hele?

Meningen med en værdig udlændingepolitik er at bygge et internationalt restsamfund, der bygger på universelle demokratiske værdier som ligeværd. Det betyder, at et menneske har værdi i sig selv. Det er universelle demokratiske værdier som de følgende, som er taget ud af forskellige demokratiske frofatninger og konventioner:

 ”Alle er født frie og lige…”    

”Alle har ret til at høre til et sted…”

”Alle er lige for loven…”

”Alle har ret til at få prøvet deres sag ved en domstol …”

”Den personlige frihed er ukrænkelig …”

Vi kan nævne mange flere eksempler, men det er for at udbrede disse universelle rettigheder, at regeringer og lande forhandler sig til enighed om internationale aftaler, som vi ofte kalder for konventioner.

Der er også derfor vi i fællesskab har oprettet internationale institutioner, der kan hjælpe med at håndhæve reglerne.

Vi har Den europæiske Menneskerettighedskonvention og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Vi har i FN Pagten regler om folkeretten o.l. og har nu fået oprettet den Internationale Straffedomstol i Haag i regi af FN.

Vi har Den europæiske Union, EU, der bl.a. har vedtaget et opholdsdirektiv med regler for den fri bevægelighed i EU-landene. Og der er en EU-domstol, der afgør uenigheder og opretholder reglerne.

Det udtrykker godt, at vi har tre lag af demokratier. Vi er danskere. Vi er europæer, og vi er verdensborgere. I mit parti ville vi gerne have et fag som medborgerskab i skolen, hvor alle vores børn og unge lærte at kende de principper og værdier, demokratier bygger på.

I øvrigt har vi fælles regler om udlændingepolitik i EU, men Danmark er uden for med sit forbehold vedr. retlige og indre anliggender.

Det parti, jeg repræsenterer, ønsker, at Danmark skal være helt og fuldt med. Vi ønsker fælles regler om udlændingepolitikken, for mit parti er enig med 26 regeringer i EU og uenig med den 27. regering.  I Danmark kaldes vi ekstremistiske! 

En udvikling i Danmark

Der er sket en udvikling i Danmark, som jeg ikke er stolt af. Tværtimod er det en trist udvikling.

Jeg synes ikke, vi tænker os godt nok om her i Danmark.  

Siden regeringsskiftet i 2001 er der gennemsnitligt hver 8. måned vedtaget stramninger af udlændingelovgivningen. Hver gang er det fulgt med mistænkeliggørelse af de mennesker i Danmark med andre etniske rødder end majoriteten.

Gryden holdes i kog, og det legitimeres af Venstre og Konservative. Det fører helt konkret til en polarisering i samfundet og dermed til at mange oplever sig marginaliseret. Det er svært at komme ind i det store fællesskab og blive set på som ligeværdige.

Om at få prøvet myndighedsafgørelser

De fleste afgørelser om udlændinges forhold sker i Udlændingeservicen, og klager afgøres i Ministeriet for Udlændinge, Integration og Flygtninge eller i Flygtningenævnet. Normalt er det ellers sådan, at enhver borger har ret til at få myndighedsafgørelse prøvet ved en domstol. Det har vi foreslået, vi skulle indføre i Danmark. Det har de i Sverige. Vi kunne have en byret i Viborg og en på Sjælland, der i stedet for Flygtningenævnet - behandlede klager. Det kunne styrke retssikerheden og åbenheden om afgørelserne. Det skulle synes helt naturligt, men det kan der desværre ikke blive tilslutning til. Endnu. Det fremgår ellers af Grundloven, men Grundloven gælder åbenbart ikke for alle i Danmark.

Værdiskred – der er forskel

Nej, det er blevet legitimt – helt almindeligt at opfatte mennesker i Danmark som hørende enten til dem, der er indenfor, eller dem, der er udenfor, og de har ikke den samme form for værdi. Det er hvor du og din situation er opfattet med mistænksomhed. Du er i al fald ikke et menneske, som vi andre.

Der er børnene i asylcentre, og der er børnene uden for asylcentrene, som har ret til at have en barndom, hvilket børnene i centrene ikke har .- selv om regeringen ikke sender dem hjem, fordi regeringen ikke kan sende dem hjem i henhold til konventioner.  Vi har taget retten til en barndom fra dem. 

Danmark er vist det land, hvor de fleste svarer, at de har tillid til andre mennesker, når der foretages den slags målinger i fx EU. Ikke desto mindre har vi åbenbart svært ved at vise andre, der er forskellige fra os, tillid, når det ofte foreslås, at forældre skal tvinges til at sende deres nyfødte i vuggestue, hvis ikke der tales dansk hjemme. Aldrig har vi gjort erfaringer om, at tvang virker positivt. Vi har også til gode at opleve, at en sænkning af den kriminelle lavalder og hårdere straffe fører til mindre kriminalitet og bedre mennesker. 

Nej, aldrig har staten blandet sig så meget i borgernes privalliv som i disse år. 

Heldigvis er der integrationshuse som Kringlebakken på Nørrebro, hvor kvinder med helt små børn kommer frivilligt og opbygger tillid til de danske kvinder, der arbejder der. Her lærer de om børnepasning og meget andet kultur i Danmark og øver sig i at lære sprog i ét lokale, mens deres børn bliver passet på dansk manér i lokalet ved siden af. Succesraten er på 60 %, der lærer dansk, uddanner sig og kommer i arbejde.  Og det er de mødre, som vi ofte beskriver som dem, der sidder i deres lejligheder og aldrig kommer ud. 

Mens der i FAKTI  (Foreningen Af Kvinder Til fremme af Integration)  på Nørrebro kommer mødre fortrinsvis med store eller voksne børn. Mødrene er oppe i årene. Flere har ophold som flygtninge. Nogle har skæbne og oplevelser, der ikke kan fortælles her, men det er grusomme begivenheder, de bærer på. Som oftest har faren og børnene dansk statsborgerskab, mens moren er her på midlertidigt ophold. Hun får ikke permanent ophold og lever i en daglig frygt og uvished om sin fremtidige stilling. Hun kan bare ikke lære dansk godt nok, er måske også analfabet. Ofte ser vi mødre blive udvist, mens faren og børnene bliver her. Meningen er formentlig, at hele familien ønskes udrejst. Det er ikke en rimelig behandling.

Vi har vænnet os til, at et familieliv og retten til et sådant ikke nødvendigvis omfatter alle, og slet ikke dem, der er en minoritet her. Prøv at sæt jer ind i den situation, at faren har gjort det umuliges kunst og skabt sig et liv og et forsørgelsesgrundlag for sin familie og alligevel kan han ikke få lov at have sin kone her i landet. Men vi har vænnet os til, at det er vilkårene, og der er ikke grund til at vise menneskelighed her, for det er deres egen sag. Og loven er jo sådan, siger de. Som om loven er dalet fra himmelen ned. Nej,det er Folketinget, der har vedtaget den, og det er Folketinget, der kan ændre den igen. 

Flere stramninger igen 

Folketinget har netop vedtaget en lov om stramninger af udvisningsreglerne og af de krav, man skal opfylde for at kunne få permanent opholdstilladelse. Det skal være nemmere at udvise udlændinge, også hvis de forstyrrer den offentlige ro og orden. Og fra dette forårs fremsættelse af stramningsloven skal det kun være de mennesker, der kan opfylde de ufravigelige krav, som de raske og velbegavede unge kan klare, der kan få permanent ophold i Danmark. Alle de syge, traumatiserede og gamle og de ikke formående, som er kommet lovligt til Danmark, opholder sig lovligt og har det ene ønske at kunne blive en del af vores fællesskab, og som vil gøre sig al den umage, der kan præsteres for at tilpasse sig og falde til og bidrage med sine kræfter, hvor få de end er, de får efter loven ikke en chance. Her skilles fårene fra bukkene, hvordan deres skæbner ellers er bundet ind i hinanden. Danmark for de stærke.  

Vi ved, at det er vigtigt, ja afgørende at have netværk, hvis man skal klare sig på arbejdsmarkedet, skaffe sit barn en praktikplads. Men hvem tager de nye ind i sine netværk?

En bøn eller et opråb

Lad børnefamilierne flytte ud af centrene og ud i samfundet for at klare sig og udvikle deres muligheder for at leve et almindeligt liv. Det bliver de ikke syge af. Det gør de derimod ved at blive holdt inde i centrene i uvished og apati. Og vi ved det, men vi gør dem syge. Giv i stedet alle børn ret til en barndom. Fordi de er børn.  

Enhedslisten og Radikale Venstre fremsætter et forslag i Folketinget om børns rettigheder. Børn kan have et selvstændigt asylmotiv. Det skal prøves. Børns retssikkerhed skal styrkes. Barnets tarv skal være det afgørende,og det skal vurderes af sagkyndige. Vi skal sikre psykologhjælp og behandling af traumer og psykiske lidelser. 70 % af unge med anden etnisk baggrund, der i dag er på sikrede institutioner, er flygtningebørn. Det siger meget om, at de har særlige skader, der kan og skal afhjælpes. Vi ved, hvad der skal til. Så skal vi også gøre det. 

Lad danske statsborgere leve med deres ægtefælle og børn i det land, de er statsborger i. Lad os have samme regler som i resten af EU på disse områder. Det er ikke rimeligt, at vores rettigheder som danske borgere er ringere end vores rettigheder som EU-borgere.

Giv mennesker muligheder for en fremtid, som de selv kan være med til at forme. Det er meget ubehageligt, at det er kommet dertil, at vi i Danmark accepterer, at der er mennesker, vi har idømt straf for kriminalitet, og som vi har givet en supplerende straf i form af en udvisningsdom. Men de kan ikke altid sendes ud af landet, fordi det land, de skal sendes til, ikke opfylder de internationale konventioner. Så bor de i Sandholmlejren. De skal sove der om natten. De skal melde sig til politiet flere gange om ugen. De spiser tre måltider i kantinen. De må ikke selv lave deres mad. De får et ringe beløb om måneden. De er der i den tilstand og situation i en uvis fremtid, som kan vare hele livet. Disse mennesker har i virkeligheden fået en livstidsdom, - uden at vi har talt om det -  og som ikke kan ændres ligegyldigt, hvor lille deres forseelse er i forhold til konsekvenserne, og ligegyldigt hvor megen umage de gør sig. Deres fremtid er taget fra dem.  

Jeg så det i deres øjne, da jeg mødte dem i Sandholmlejren. Og dog er det målet for vores politiske arbejde, at give alle mennesker mulighed for at forbedre og forme deres fremtid. Men her har vi taget de muligheder fra mennesker

Jeg synes, der er mange grunde til at tænke over, hvad det er for et samfund vi har og får, når vi behandler andre på en måde, som vi aldrig selv ville mene, at andre kunne eller burde gøre ved os og vores. Hvem kan ønske sig et samfund, hvor medmenneskelighed er naivitet, og barmhjertighed er et fortidigt begreb.

Jeg ønsker mig, at Danmark bliver kendt for fire egenskaber, som er skrevet på væggen ved montrene med grundlovene ved Folketinget:

Retsind, Lovsind, Frisind og Storsind.  

De fire egenskaber drømmer jeg om, at Danmark og danskerne skal være kendt på i verden. 

Tak til Bedsteforældre for Asyl, der tager stilling, og hvis stemme kan høres. Og det er godt. Og tak for ordet i dag.

Oplæst af Gerd Gottlieb på 3-årsdagen foran Sandholm:

Hilsen til Bedsteforældre for Asyl den 10.10.10

Fra en tidligere asylansøger, der bakkede op ved demonstrationerne det første år foran Sandholm, indtil familien i slutningen af 2007 efter næsten 6 år i asylsystemet fik asyl.

En hilsen fra en kurdisk kvinde, som har ønsket at deltage i sorgen og håbet sammen med Bedsteforældre for Asyl. I stedet for at komme selv vil jeg hilse gennem dette brev.

 Jeg kan tydeligt huske hvert sekund, hvert minut af det hårde liv. Lugten af rummene og kantinen sidder stadigvæk fast i min næse. Det værste er, at alle de forfærdelige ting der er sket aldrig vil forsvinde fra mit sind. Billederne vil altid køre rundt og rundt indtil jeg vil blive drevet til vanvid.

Indgangen og udgangen i Sandholmlejren lignede et fængsel.  Man sagde at det var for vor sikkerheds skyld – alligevel har jeg aldrig følt mig sikker dér. Mine største bekymringer var mine uskyldige børn som blev hårdt ramt af oplevelserne i asylcenteret.

Mange blev psykisk syge under deres ophold i lejren. De havde hverken mulighed for at arbejde eller tage en uddannelse. Der var ikke en eneste dag, ikke en nat hvor man kunne slappe af. Der var altid en anspændt stemning rundt omkring asylbeboerne – ingen vidste om de pludselig fik at vide at de skulle pakke deres ting og rejse hjem.

Jeg så vreden, sorgen og angsten i alles ansigter. Det er ikke nogen oplevelse man skal lade noget barn eller nogen anden have.

Sandholmlejren fik en til at føle at man var i et fængsel eller som et dyr i en zoologiskhave. Det var ikke retfærdigt, men selvom livet ofte kan være uretfærdigt så vil der altid værre håb i os. Efter en lang mørk og kold vinter vil foråret til sidst altid komme og blomsterne vil springe ud

Bedsteforældre for Asyl gav os håb.  Pludselig en søndag stod I foran centret og viste at der var nogen uden for i det danske samfund, der tænkte på os. Jeg vil sende et hjertelig tak til jer. I fortjener al vores påskønnelse og respekt for det arbejde, I gør.

Jeg vil slutte med et digt:

Et liv jeg aldrig kan glemme

Et tidspunkt jeg må gemme

En tung byrde på mine skuldre

Alt for hårdt at bære den

Hverken i hjertet eller hjernen

Minder jeg vil fjerne

ud af min hjerne

Gid tiden vil få os til at glemme og

helbrede de knuste hjerter

Tale holdt d. 20.03.10 af Jørn Nerup på Brandbjerg ved "Et Anstændigt Danmarks " årsmøde.

TID TIL MODSTAND

Et spøgelse går gennem Europa – højreradikalismens uhyggelige, fremmedfjendske spøgelse.

I alle Europæiske lande er der politiske partier og grupperinger med fremmedhad og racisme som væsentligste dagsorden. Og det er tæt på os. I Norge, Holland, Schweiz og Østrig er fremmedfjendske partier på vej til at blive landenes største. Og i Sverige – i Malmø – må jødiske familier flytte ud af byen pga. overfald og chikane.

Så galt er det da ikke i Danmark vel? Tænk lige efter en gang:

Det danske højreradikale, social-nationalistiske parti, Dansk Folkeparti, står i meningsmålingerne til at få 13-14 % af stemmerne ved et Folketingsvalg. Hidtil mere end nok til at holde VK regeringen i et fast førergreb. Et førergreb så fast, at det har været muligt for Dansk Folkeparti at få gennemført stort set en hvilken som helst stramning i dansk asyl- og flygtningepolitik og administrationen af den. Stramninger så kyniske, umenneskelige og fremmedfjendske, at ingen ville have troet det muligt i Danmark for bare 20 år siden.

Men er det nu så slemt her i landet? Der finder jo ikke politisk motiveret vold sted i Danmark. Heldigvis. Men tænk f.eks. på, hvordan afviste irakiske asylansøgere hentes tidligt om morgenen af et større politiopbud, lægges i håndjern, sættes ind i Ellebækfængslet eller direkte på et fly ud af landet.

” Nacht und Nebel ” kaldtes denne arrestationsmetode under Nazitysklands besættelse af Danmark.

Et nyligt eksempel: Den 9. marts blev Fawzi afhentet af politiet og indsat i Ellebækfængslet med henblik på snarlig tvangsdeportation til Irak, hvorfra han er flygtet. Fawzi er gift med Zari, som bor i Århus, hun har opholdstilladelse, egen virksomhed og er i stand til fuldt at forsørge ham. Fawzi er ikke kriminel, han var før flugten lærerstuderende i Irak. Sammen har Fawzi og Zari en datter på fem måneder. Myndighedernes svar på hustruens fortvivlelse og protester er, at hun og barnet jo bare kan rejse ud af landet med manden. Tvangsdeportationens splittelse af familien er ikke bare helt urimelig, men også i strid med Børnekonventionens paragraf 9 og 10.

Dette er den første tvangsdeportation, som rammer en børnefamilie. Man kan frygte, at hvis ikke en storm af protester skaber stor offentlig opmærksomhed, så vil andre børnefamilier lige så stille en efter en blive tvangsudsendt.

”Nacht und Nebel ”. Påstår jeg, at myndighederne bruger nazimetoder? Nej, men det ligner. Og beskylder jeg Dansk Folkeparti for at være et national-socialistisk parti? Nej, men en gang imellem er det svært ikke at tænke, at det ligner. Det tynde lag af socialpolitisk fernis oven på et tykt underlag af nationalistisk ekstremisme kan måske let skalle af, så det nationalistiske kommer før det sociale. Dansk Folkeparti har indtil videre respekteret de demokratiske spilleregler. Men partiet udnytter demokratiet og sin position og styrke helt ud til anstændighedens grænser, når der skal tælles til 90 i Folketinget.

Og i den offentlige debat er deres adfærd forfærdende og farlig. Som Professor Sten Hildebrandt fra Århus Universitet formulerede det i et indlæg i Politiken d. 27. februar: ” Der finder en human nedkøling sted i Danmark i disse år. Der finder en forråelse sted. Tonen er mere og mere uanstændig. Sproget uhørt hårdt. Holdningerne nærmer sig racisme. Retorikken er uciviliseret, reaktionær, intolerant og primitiv. Intet er for plat. Intet for intolerant og racistisk ”.

Og i lidet flatterende opportunisme og angst for at miste regeringsmagten går V og K med til det hele. Ja, måske nøjes de ikke med bare at gå med til det. For var det ikke Finansminister Claus Hjort Frederiksen, som i et utiltalende knæfald for Dansk Folkeparti udtalte, at Venstre og Dansk Folkeparti skam deler fælles værdier?

Men hvad så med regeringsalternativet? Den venligste beskrivelse af deres ageren er vel at sige, at de har valgt tavshedens tydelige tale.

Den sidste store socialdemokrat, Svend Auken, appellerede – i direkte strid med partilinien – i sit livs sidste tale ved demonstrationen den 18 juni sidste år – indtrængende og i stærke ord til, at vi alle vedkender os vort fælles samfundsmæssige grundlag. Det grundlag som bygger på ordentlighed, medmenneskelighed og solidaritet med de svageste – også med asylansøgere og flygtninge.

Men har nogen hørt eller læst, at ledende politikere fra Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti klart og utvetydigt er gået til angreb på eller bare har taget afstand fra VKO blokkens umenneskelige og ubarmhjertige asyl- og flygtninge politik?

Nej vel – ingen! Og sikkert kun få vil forbavses, hvis Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti stemmer for – eller undlader at stemme imod – den seneste aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om nye stramninger af asyl-og flygtningepolitikken og udlændingelovgivningen.

I tavs, opportunistisk ynkelighed skal Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke have noget klinket. Deres fælles trang til at få regeringsmagten, ser efterhånden ud til at være så voldsom, at de synes, det retfærdiggør, at god borgerlig og socialdemokratisk anstændighed er ligegyldig – på trods af nogen, men ikke særlig megen murren i det politiske bagland. Og mon ikke de to partier er så vilde efter plads på taburetterne, at de seriøst vil overveje at lade en aftale med Dansk Folkeparti være en ny regerings parlamentariske grundlag, hvis valgresultatet næste gang ikke giver et rødt flertal? Eller hvis de radikale ikke vil være med på S og SF´s præmisser?

Det gør ondt at konstatere, at der er gået råd i de to partiers etiske fundament!

Men så har vi da heldigvis vor frie og uafhængige presse. Den fjerde statsmagt. Der har været lejlighedsvise undtagelser fra et ellers ensartet mønster af ligegyldighed. Information, Kristeligt Dagblad og Politiken bør roses for af og til at forsøge at skabe diskussion og opmærksom hed omkring områder af dansk asyl- og flygtningepolitik. Politiken f.eks. ved at bringe et stort interview med Carsten Jensen, hvor han fik plads til at tale om vor kollektive samvittighed som nation.

De elektroniske medier er helt borte i asyl-og flygtningepolitisk sammenhæng – desværre degenererede til passivt mikrofonholderi. Hvor langt medierne er kommet i slap akcepteren af, hvad der foregår, kan måske bedst beskrives ved at minde om, at ” Nacht und Nebel ” afhentninger og brutale tvangsdeportationer i bedste fald får en lille neutral notits i nogle aviser a la ” i dag blev to afviste asylansøgere sat på et fly ud af Danmark ”. Afhentningernes brutalitet, rædslen hos dem det går ud over, splittelsen af familierne er det tilsyneladende ikke interessant at skrive om.

Er denne korte beskrivelse af den politiske virkelighed omkring dansk asyl- og flygtningepolitik vildt overdrevet?

Næppe.    Men – og det er vigtigt at fastslå, det er ikke KUN er Dansk Folkepartis, de øvrige partiers og mediernes skyld, at vi står, hvor vi står. Vor fælles kollektive laden stå til, vor tilpasning til de drypvise stramningers linde strøm bærer det største ansvar for, at vi som nation er endt, hvor vi er. Et sted hvor forhåbentligt kun få ønsker at være.

Der er meget på spil. Dybest set drejer det sig både om den enkeltes personlige etik og vor nationale selvopfattelse. Det er uhyggeligt at konstatere, at der næppe er udsigt til at politikerne eller medierne – heller ikke efter et Folketingsvalg – vil genrejse dansk asyl- og flygtningepolitik til et anstændigt niveau.

SÅ – hvis vi ikke vil være det Danmark bekendt, som de sidste 20 år har skabt – må vi indse, at forandring kun kan komme ved pres nedefra.

Vi almindelige mennesker må simpelthen rejse os og gå til modstand. Nogen må tage initiativet til at organisere modstanden. Det bliver svært, det bliver op ad bakke, det vil tage tid og kræfter – Men det er nødvendigt og det er på høje tid. Ingen dansk politiker bør i den valgkamp, der så småt er begyndt, slippe for at tage stilling til dansk asyl- og flygtningepolitiks fremmedfjendske grusomhed. Ingen politiker, ingen borger, ingen overhovedet skal kunne sige:

”Vi vidste det ikke. Vi vidste ikke, at dansk asyl- og flygtningepolitik fører til så mange menneskelige tragedier”.

 For vi bør alle huske, at når den sidste afviste irakiske asyl ansøger er tvangsdeporteret, så eksisterer det system af lovgivning, regler, politisk pres og holdninger som muliggjorde, hvad der er sket, stadigvæk.

Og historien har det med at gentage sig.

Modstandskampen skal være slagkraftig, velorganiseret, velfinanceret og effektiv for at få tilstrækkelig gennemslagskraft. De mange grupperinger og bevægelser, som er enige om, at vi ikke kan være dansk asyl-og flygtningepolitik bekendt, bør finde sammen for at vække den folkelige modstand, der kan tvinge de folkevalgte på Christiansborg til fornuft og anstændighed.

Jørn Nerup

Børns Vilkår giver Sabroe-prisen til Bedsteforældre for Asyl.

Børns Vilkår tildelte på deres årskonference 2010 på Nyborg Strand Sabroe-prisen på 10.000 kr. til Bedsteforældre for Asyl.

Sabroe-prisen uddeles hvert år af af Børns Vilkår til personer, institutioner mv. der har gjort en særlig indsats for børn og unges vilkår. Prisen er opkaldt efter børneretsforkæmperen og politikeren, redaktør Peter Sabroe.

Peter Albæk - formand for Børns Vilkår – overrakte prisen til Inge Mortensen fra Bedsteforældre for Asyl. Vi gengiver her både Peter Albæks tale ved overrækkelsen og Inge Mortensens takketale.

Peter Albæks tale vedoverrækkelse af Sabroe prisen 2010.

Så er det tid til vores traditionsrige uddeling af Sabroe Prisen, der har navn efter en af de mest markante historiske skikkelser i vores moderne demokrati - Peter Sabroe.

De der har været ved årsmødet flere gange, kender efterhånden historien om Peter Sabroe – til bevidstløshed. Men for de nye vil jeg tillade mig at fortælle lidt om Peter Sabroe, fordi historien vidner om hans betydning, og det viser hvorfor det netop er hans pris, vi uddeler hvert år.

Peter Sabroe levede fra 1867 til 1913, hvor han døde i en kendt jernbane­ulykke – Bramminge ulykken, som den hed. Han var redaktør, og han var socialdemokrat. Han blev landskendt for sit forsvar for de udsatte grupper, ikke mindst tjeneste­folk og børn, hvor han var en af de første stærke politiske fortalere for at afskaffe retten til at revse både tjenestefolk og børn. Det var i slutningen af 1800-tallet. Det var modigt og nytænkende.

Gennem sit politiske og journalistiske virke førte han især en benhård kamp mod datidens børnehjem og såkaldte opdragelsesanstalter, hvor det mere var tørre tæsk og afretning end kærlighed, omsorg og relationer, der var dagens orden.

Selv om han var socialdemokrat, så var han også af og til i opposition til sine egne, fordi han var så kompromisløs i sin agiteren for sine synspunkter, der på mange måder var virkeligt banebrydende for sin tid.

Peter Sabroe er ikke blot en historisk person, der spillede en unik rolle på sin tid. Han symboliserer også en fortsat kamp for de grupper i vores samfund, der har det aller­sværest.

Og Peter Sabroe er ikke bare en person - men et begreb for det fælles ansvar for de udsatte børn og unge. Og han vidner om, at sammenhængskraften i sam­fundet ikke kommer af sig selv. Vi skal dagligt kæmpe for de mest udsatte børn og unge, især i en tid, hvor langt de fleste børn og unge har det godt.

Derfor gives Peter Sabroe prisen til en person eller flere personer, et projekt, en organisation eller en gruppe, der har gjort noget særligt for børnesagen – for at sætte børns tarv og børns interesser på dagsordenen - offentligt og politisk.

Nogle gange giver vi prisen for den ekstraordinære enkeltpræstation - andre gange for det lange seje træk. Og nogle gange for en blanding af det hele. Og sådan er det i år.

Sammenhængskraft, kamp for de allermest udsatte børn, kompromisløst engagement og ved­hold­enhed er nøgleord for årets prismodtager.

Prisen går i år til en gruppe af mennesker – en bevægelse, der på mange måder stille og umærkeligt - for store dele af samfundet – kæmper en daglig kamp for nogle af de mest udsatte børn og unge i det danske samfund.

Det stærke engagement, den sociale indignation og et brændende ønske om at gøre uret til ret er et stærkt personligt drive for dem i det daglige.

Årets prismodtager kæmper hver dag en sej kamp for at synliggøre de forhold, som børn og familier i vores asylcentre hver dag lever under. Og det er der i den grad brug for. Ofte forsvinder asylbørnene i debatten. Og meget tyder på, at deres forhold heller ikke spiller en nævneværdig rolle i sagsbehandlingen.

Børn og unge i de danske asylcentre lever et liv, som er milevidt fra et godt og meningsfuldt børneliv. Og de forhold, vi som samfund byder børnene er på flere punkter direkte i strid med Børnekon­ventionen. Det sørgeligt, beklageligt og skammeligt.

Årets prismodtager har formået at sætte de her forhold på den offentlige og politiske dagsorden. De har medvirket til at gøre de usynlige børn synlige, de har medvirket til at fortælle os sandheden råt for usødet – så traumatisk og ødelæggende for børnene, som den nu engang er.

Årets prismodtager tegner hver dag et billede, som vi ikke bør glemme – også når medierne handler mest om klimatopmøde, jægerbøger, læk i forsvaret, finanskrise og historisk underskud på statens budget. De minder os konstant om det, som beslutningstagerne ikke ønsker at se og blive mindet om.

Mange af de børn og unge, der bor på de danske asylcentre kender ikke andet end Danmark. De kender ikke det land, som de måske snart skal tilbage til. De taler ikke sproget, kender ikke kulturen. Og uanset om Iraq blev omdannet til Disneyland eller Bonbonland, ville børnene ikke have en kinamands chance for at klare sig.

De sidder hver dag i vores asylcentre i en tilstand af permanent midlertidig­hed. Uden den samme mulighed for skolegang, venner, sociale relationer og personlig udvikling som andre børn.

Og efter at røgen fra rydningen af Brorson Kirken har lagt sig, er der mange, der har glemt de irakiske asylbørn. Men ikke årets prismodtager.

Hver uge, hver dag, hver time knokler de for, at ingen af os glemmer dem. Og de bliver ved med at kræve en ny asylpolitik med barnets tarv i fokus, hvor børn og unge får mulighed for at leve et liv med udvikling, mening, og stærke relationer.

Og de handler hver dag. De inviterer asylfamilier hjem i private hjem, de sam­ler tøj, skoleudstyr, legetøj, og de arrangerer udflugter for asylbørnene. Og de gør meget, meget mere.

Det fortjener i den grad en pris, for den markante enkeltindsats, for det lange seje træk og for at gøre en ekstraordinær indsats, når de fleste andre har mistet interessen.

Peter Sabroe Prisen 2010 går til bevægelsen Bedsteforældre for Asyl. Inden de får overrakt prisen, der udover æren også er en check på 10.000 kr., vil jeg lige læse motivationen:

Sabroe Prisen 2010 Bedsteforældre for Asyl.

Bevægelsen Bedsteforældre for Asyl modtager Sabroe Prisen 2010 for sit modige, vedholdende og konsekvente engagement for alle de børn og unge, der opholder sig i de danske asylcentre.

Og Bedsteforældre for Asyl modtager prisen, fordi de evner at sætte nogle af det danske samfunds allermest udsatte børn og unge centralt på den offentlige og politiske dagsorden og formår at synliggøre de urimelige forhold, som disse børn, unge og deres familier lever under. 

Og de modtager prisen, fordi de insisterer på politiske løsninger og en fundamental ændring af en asylpolitik, der i sig selv ødelægger børn og unges dagligdag nu og her og markant forringer deres livschancer på sigt.

Og de modtager prisen, fordi de stålsat og stædigt holder fast i at tale disse børn og unges sag, også når kameraerne er slukket og medierne igen har glemt, at vi rundt om i vores rige samfund har en gruppe børn og unge, der lever en så utålelig og umenneskelig tilværelse. 

Bedsteforældre for Asyl er en samling af mennesker, der uafhængigt af politiske holdninger deler en vrede, en bekymring og et brændende engagement for de børn og familier, der opholder sig på de danske asylcentre, og ofte har gjort det i årevis.

Bedsteforældre for Asyl har spillet en afgørende rolle for at synliggøre de forhold, som flygtninge i Danmark lever under, herunder at langvarige ophold i asylcentrene skaber usikkerhed, frygt og sygdom og dermed i sig selv medvirker til at ødelægge mulighederne for nogensinde at få et godt liv. Og at løsningen uundgåeligt er en tilværelse uden for lejrene med bolig, arbejde og et normalt familieliv.

Og Bedsteforældre for Asyl har formået at vise, hvor ødelæggende og traumatiserende det er for børn og unge, at leve hele sit liv i et asylcenter uden muligheder for skolegang, uddannelse og fritidsaktiviteter på linje med andre børn og unge i det danske samfund. Og at leg, læring, sociale relationer, venskaber og det at høre til i et samfund, er altafgørende for børns trivsel og udvikling, uanset hvor de skal leve resten af deres liv.

Bedsteforældre for Asyl kæmper hver dag den stille og vedholdende kamp for de her børn og deres familier. De står trofast søndag efter søndag foran de danske asylcentre som en konstant påmindelse om en politisk skamplet på vores velfærdssamfund. Og det agter de at fortsætte med, indtil vi ser markante forbedringer af den danske asylpolitik.

Endelig har Bedsteforældre for Asyl vist os alle, at kampen for at påvirke den danske asylpolitik kræver store portioner personligt engagement, vedholdenhed, tålmodighed og livsmod. Derfor fortjener de Sabroe Prisen 2010. 

På Børns Vilkårs vegne

Peter Albæk

Formand

Tillykke med prisen. Jeg vil bede Inge & Peder Mortensen og Erik Hansen fra Bedsteforældre for Asyl komme herop.

Inge Mortensens takketale.

Vi, der er med i bevægelsen Bedsteforældre for Asyl, er meget glade for, at det i år er os, der får Peter Sarbro–prisen.

Det beløb, I giver os, kan let få ben at gå på. Når vi - snart mange søndage - har kørt i bil til den ugentlige demonstration ved Sandholm, ser vi tit asylansøgere, der går inde i vejsiden. Det er dyrt at tage bussen til Allerød, når man kun får 57 kr.og 50 øre i lommepenge om ugen! Måske bliver nogle af pengene brugt til - klippekort!

Den første demonstration udenfor Sandholmlejren blev holdt d. 7.oktober 2007 – siden begyndte også bedsteforældre at demonstrere ved Flygtningelejrene i Avnstrup og i Kongelunden. Og vi fortsætter. Vi står der endnu.

Vi bedsteforældre - der er uafhængige af politiske partier - er vrede og skamfulde over Danmarks nuværende politik over for de flygtninge, der har siddet i de danske lejre i årevis uden mulighed for arbejde eller uddannelse.

Vi kræver - at Danmark får en anstændig flygtningepolitik og ikke krænker internationale konventioner.

Der er børn, der nu har levet en hel barndom i flygtningelejre i Danmark.

Deres forældre tør ikke rejse til hjemlandet. De følger nemlig FN`s advarsler vedrørende sikkerheden i deres land.

De kom til Danmark før Saddams fald i 2003. De bliver udsat for bevidst stress via madpakkeordninger, centerflytninger, meldepligt og frihedsberøvelse, for nogens vedkommende, uden hensyn til helbred eller tortur-baggrund. Børnene er rastløse, trætte og fortvivlede. De har mareridt og søvnbesvær. `Jeg vil ikke være i fremtiden - sagde en afvist asylansøger - drengen Ibrahim på 16 år. Han havde levet 10 år i mange lejre rundt om i Danmark.

I tirsdags blev en irakisk familie boende i Arhus - far , mor og lille datter på et havt år skilt ad. Manden blev flyttet til Ellebæk- fængslet i Sandholmlejren. Vi frygter, at der nu bliver taget fat på tvangsudvisninger af børnefamilier.

20 ud af 21 afviste irakiske asylbørn havde store psykiske problemer, viste en ny undersøgelse, som er fortaget her i januar 2010 af 9 af landets førende psykiatere. Indtil nu er kun to i behandling.

Et af de børn, en 14årig pige, kom hertil som 5 –årig i år 2000. Familien er flyttet hver 6. måned , så langt tilbage hun kan huske. Hendes opvækst har været plaget af angst, sorg og tab. Tab hver gang hun skulle skilles fra venner, hun havde fået, enten fordi de, eller hun selv skulle rejse.

Det er hårdt at kende til livet i lejrene – men en stor håndsrækning at Børns Vilkår også vil være med til at støtte asylansøgerne.

Tusind tak.

Se omtale i Dagbladet Roskilde

Bedsteforældre for Asyl, søndag 4. oktober 2009 foran Sandholmlejren.

Tue Magnussen, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).
Emne:”Hvad siger FNs konvention mod tortur om tvangshjemsendelserne?” (Hent som Wordfil)

Hent talerne fra Demonstrationen d. 18 juni 2009 her: