Taler

Jørgen Gimpels tale ved demonstrationen foran Integrationsministeriet onsdag d. 20 maj 2009

Henni Gelfers tale ved overrækkelsen af Enhedslistens og SF´s Ytringsfrihedspris. 1.5. 2009

Vi fra Bedsteforældre for Asyl er meget både glade og taknemmelige over at modtage Enhedslistens og SF´s Ytringsfrihedspris. Mange tak!

Bedsteforældre for Asyl er en spontant opstået tværpolitisk bevægelse, ikke en forening eller en organisation. Vi har været i gang siden oktober 2007 .

Vi er ansporet til at ytre os af en indignation over, at Danmark behandler sine asylansøgere så dårligt, at 1/3 af asylbørnene og en hel del forældre bliver psykisk syge af at leve i lejrene på ubestemt tid og med en altid tilstedeværende trussel om at blive sendt tilbage til det sted, de af gode grund er flygtet fra.  Adskillige asylansøgere bliver brutalt hentet, ofte om natten af et kobbel betjente, for at blive tvangsudsendt.

Asylansøgerne opholder sig mellem 3 og 10 år i centrene, Asylansøgerne har ingen rettigheder. Må ikke lære dansk,

skal stille en gang hver 14.dag for at sige nej til at tage fra Danmark, må ikke arbejde, og de unge over 18 år får i det store og hele ingen uddannelse– der kan forberede dem på en rimelig tilværelse her eller i hjemlandet.

Vi ønsker, at asylansøgerne får opholdstilladelse, arbejde og muligheder for en tryg fremtid.
 

INGEN FLYGTER FOR SJOV!  Det kan man forvisse sig om, når man hører den enkelte fortælle sin historie.

 Ja, vi er meget indignerede !! Og, vi vil ikke være dansk asylpolitik bekendt.

Vil ikke være tilskuere til, at Danmark krænker konventionerne, konventioner man bebrejder andre lande for ikke at overholde.

Derfor står vi i stille demonstration hver søndag fra kl.14-15 foran asylcentrene Avnstrup, Kongelunden og Sandholm.

Derfor står vi forskellige steder i byen 1. og 3. tirsdag i måneden, hvor vi uddeler vore foldere, sælger vore badges og taler med folk.

Derfor fremføres vores mening også i kor, som I vil se lidt senere.

Det er vigtigt, at vi som Bedsteforældre også viser de unge – der iblandt vore børnebørn, at der er andre måder at forholde sig på og ytre sig om vore medmennesker end det sker i dag.  

Derfor er det så positivt, at vi fra Enhedslisten og SF får denne pris for vi håber derved, at have fået et fingerpeg om, at med et regeringsskifte sker der også et skift i indstillingen til de mennesker, der søger i sikkerhed i Danmark.

Vi vil inderlig gerne gøre os selv overflødige - men indtil da, vil vi fortsætte med at ytre os, og det gør vi ved også at holde foredrag for unge i uddannelsesinstitutioner og for ældre medborgere.

Vi har fået lavet en brochure, som skal sendes ud til diverse institutioner, hvor vi tilbyder vores foredrag. Trykningen af brochuren er nu indenfor rækkevidde også ved hjælp af Ytringsfrihedsprisen.

Så endnu en gang, mange , mange tak for prisen.

Indlæg 20/1 2008

Hjertelig tak til Else fordi du har igangsat og seriøst ledet vor protestbevægelse, ”Bedsteforældre for Asyl”. Selv om vi for tiden tilsyneladende lider nederlag i Folketinget og hos myndighederne, bør vi fortsætte. Vi har en god humanitær sag.

Jeg har gennemlæst den 11 sider lange ”Aftale om vilkår for asylansøgere” af 16.januar 2008 fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration .

Aftalen er angiveligt indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, men den ser for mig nærmest ud til at være indgået mellem Dansk Folkeparti og Dansk Folkeparti!

”Bedsteforældre for Asyl” er en demonstration hver søndag foran lejrene Sandholm, Aunstrup og Kongelunden for at hjælpe nogle asylansøgende medmennesker – enkeltpersoner og familier – der for år tilbage fik reddet sig til Danmark.

Myndighederne udstedte den dengang påbud om udrejse, men fik ikke realiseret påbuddet. Derfor er den reelle og juridiske situation nu en anden. Sagsforløbet har simpelt hen ikke været forudset af lovgivningsmagten. I dansk lovgivning findes bestemmelser om forældelsesfrister og amnesti.

Vore asylansøgere har intet kriminelt begået. Deres lovovertrædelse må nærmest sammenlignes med at have kørt uden cykellygte for mange år siden gennem den lyse, danske sommernat.

Straffen herfor viser sig at være udsigtsløs indespærring, i værste fald på livstid, af både enkeltpersoner og hele børnefamilier. De sidder i lejrene måned efter måned, år efter år, stækkede og svækkede, uden ret til selvforsørgelse.

Man bør aldrig forhindre folk i at arbejde. Ifølge Aftalen, skal vore hårdt ramte medmennesker i lejrene nu særligt forfølges, fordi de måske en gang imellem udfører lidt ”lysegråt” arbejde i en tid, hvor hele Danmark skriger på arbejdskraft.

Hvor er den sunde fornuft i det offentlige maskineri henne? Man har talt om, at mennesket skal være i centrum. I denne sag sættes ”systemet” over mennesket.

Danmark kan ikke være dette bekendt!

Ulrik Mondorf
Smedievej 71
3400 Hillerød.

Tale 18/11 Libbie Arcel

"Jeg er psykolog -jeg har behandlet flygtninge i 30 år og haft ansvar for flygtninge både her i Danmark og i Kroatien og Bosnien(her hentyder jeg til det projekt jeg var leder for i Zagreb og Sarajevo ) og andre steder i verden- men her vil jeg tage udgangpunkt i det land jeg selv er født i nemlig Grækenland. I det gamle Grækenland var den strengeste straf en borger kunne dømmes til, ikke døden men eksilet. Den dømte blev ført udenfor byens porte og derfra skulle han klare sig selv og måtte aldrig komme tilbage til byen igen. Han var isoleret , uønsket, sat udenfor samfundet. Når man dør slutter ens martyrium eengang for alle . Når man bliver sat i eksil er straffen at leve i konstant hjemløshed , den største straf af alle i et menneskes liv.
På samme måde er de afviste asylansøgere her sat udenfor samfundet, i eksil .Her i lejren har de tag over hovedet, tøj på kroppen, mad at spise, risikerer ikke at få granater i hovedet , børnene får undervisning -men de er så alligevel dømt til hjemløshed .
Fra mit arbejde med flygtninge ved jeg at hjemløsheden -det ikke at høre til nogen steder kan være den højeste smerte.
Vi har i det danske samfund ingen interesse i at holde bestemte sociale grupper udenfor samfundet. Det er helt klart ikke i de afviste asylsøgeres interesse men det er heller ikke i vort samfunds interesse. Det vi skal arbejde for er at de mennesker får et hjem -som de kan kalde deres eget -de skal blive en del af vort samfund, de skal ikke være dømt til hjemløshed ".

Tale 11/11 ved Else Lidegaard

Hjertelig velkommen allesammen til vores "omvendte vælgermøde" – især selvfølgelig til vores gæster. Lars Barfoed fra de konservative, Lone Dybkjær fra de radikale, Lone Møller fra socialdemokratiet og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. (Senere blev der budt velkommen til Tove Buch,K,og Nanna Vesterly og Peter Westeermann,SF)Vi er meget glade for at I vil være herude i kulden med os en times tid.Og hvem er så vi? Ja jeg hedder jo Else Lidegaard og er den der har skrevet til jer, fordi jeg har udnævnt mig selv til en slags presseattache for denne her flok anarkister. Som måske kun har det til fælles at vi næsten på samme tid følte at det her kunne vi ikke blive ved med stiltiende bare lade passere – vi måtte gøre et eller andet.

Så stillede vi os her for ved vores tilstedeværelse at protestere mod at mennesker holdtes inde i disse lejre i årevis.,
Den 7. oktober var vi 50 der mødtes ugen efter 100, og til det tredje møde var vi 300. Da jeg 7. oktober blev spurgt af radioavisen hvad jeg håbede at få ud af denne aktion, svarede jeg At de kommer ud. Jeg vidste ikke at det at komme ud kunne gradbøjes, som det hedder på moderne dansk. Jeg troede at det umiddelbart betød, at så fik de en hverdag mellem os andre, så deres liv ville blive normalt. Nu ved jeg at der er mange måder at komme ud på, jeg har lært et nyt ord: tålt ophold …
Vi står her for at sikre at tilværelsen udenfor asylcentret ikke bliver magen til den inde i centret
Vi har været inviteret indenfor at se asylcenteret. Der er pænt, –fint malet og velindrettet. Det er ikke de materielle rammer der er noget galt med. Det er det manglende liv. Det skal være slut med udsigtsløsheden og usikkerheden. Ellers hjælper det hele ingenting..
Vi står her – vi bedsteforældre fordi vi har børn og børnebørn tæt på – det er ikke svært at identificere sig med dem indenfor hegnet.
Vi står her fordi den 11-årige dreng ikke skal have den angst i øjnene når han spørger: Får jeg lov at blive ved at gå i skole – jeg har gået der i 3 måneder. Jeg v i l blive ved.

Eller den unge it-nørd fra Iran der endelig fik lov at komme på en uddannelse – men så brød sammen, fordi han hver dag blev konfronteret med frie kammerater, og selv hver dag skulle tilbage til udsigtsløsheden.

Eller den stærke udrykningssygeplejerske fra Kosovo som i årevis har været hele lejrens ”baba”. Nu orker hun det ikke mere, men sidder og vejer den platicpose piller hun hver dag skal konsumere i hånden.

Eller den unge læge fra Afghanistan som erklærede at af alt, hvad han havde oplevet, Taliban inklusive, var det værste at være her i Danmark – for her var man intet – her mistede man sin menneskelige værdighed. Han tog tilbage –”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord… har vi sunget ..”med lige værdighed i hus og hytte…

Værdighed har altid været en af de værdier vi lagde allermest vægt på i Danmark.
Vi står her vi gamle som har kendt Danmark så længe, for vi genkender ikke længere vores land.
Vi er altid parate til at fortryde fortidens synder – de tyske børn efter krigen som vi forsømte – og de grønlandske børn som blev taget fra deres forældre og sendt til DK et år og bagefter på børnehjem. Men hvad med de børn lige herinde som er i vores varetægt? .LIGE NU. HER
Vi står her vi bedsteforældre fordi vi ved hvor kort livet er.
Det her har varet alt, alt for længe. Vi står her fordi vi vil sige fra. Fordi vi tager demokratiet alvorligt og føler os medansvarlige. Vi vil ikke være med til det her længere.
Derfor står vi her – derfor har vi inviteret jer. Tak

11/11 KONSEKVENSER AF DEN FØRTE ASYLPOLITIK/Gitte Berg

Vi kan ikke flygte fra vores ansvar.
Som politikere, som danskere, som bedsteforældre.
Vi er ansvarlige for at der i dag lever 391 børn i vores asylcentre. Og de har været der i mindst 1000 dage. Og er i løbet af den tid gennemsnitligt blevet flyttet til et nyt sted 6 gange.
Mange af dem har oplevet at deres familiemedlemmer eller naboer blev henrettet for øjnene af dem. At deres mor eller søster blev voldtaget. At deres far blev slæbt væk. At deres hjem blev sat i brand. De har måttet flygte for livet.
Og det lykkedes. De endte i Danmark.
De børn har brug for al den omsorg, , kærlighed og tryghed , de kan få.for igen at blive hele menensker.
Men de kan ikke få den.
Nogle forældre har mistet evnen til at give omsorg og kærlighed til de børn, de elsker.
De er blevet til nervevrag af at være i Dk på uvis tid.
De arbejder ikke, de sover ikke, de bevæger sig alt for lidt, de har givet op og lever uden håb.
Det kan ingen mennesker tåle. Nogle begår selvmord. Andre bliver i sengen med ansigtet mod væggen hele dagen. Nogle slår og råber efter deres børn. Andre lader dem bare sejle.
Og børnene.
Vi ved alt for godt hvad der sker med vores egne børnebørn, når forældrene er i krise, når de slås om alting og skal skilles. Der går meget kort tid før børnene er totalt forandret.
Og så asylbørn, der er flygtet. Der har oplevet mere end et voksent menenske næsten kan klare. De har mistet deres bagland af bedsteforældre, fætre og kusiner, skolekammerater, naboer. De har mistet deres sprog og deres kultur.
Og de kan ikke mere finde deres livlige, kærlige og omsorgsfulde forældre, som de kendte dem før de flygtede.
Vi ved, at det første år efter ankomsten klarer børnene sig rimeligt. Men derefter går det meget hurtigt ned ad bakke og efter to år er børnene så skadet, at det er næsten uopretteligt.
Kan det undre os, at mange af de de børn ikke kan koncentrere sig, ikke er i stand til være sammen med nye kammerater, er agressive eller alt for indelukket i sig selv.
Kan det undre os, at de børn må gå i årevis i modtagerklasse og at kun 50 udaf 309 børn kan klare den almindelige folkeskole?
Kun i få tifælde får børnene den hjælp, de har krav på af det psykiatriske system. De er på ventelister mens de langsomt krakelerer.
FORÆLDRENE er dem, der giver liv til børnene. Men de må vide, hvad der skal ske med dem selv og deres børn.. De må have arbejde og være en del af nærsamfundet. Forældrene må aldrig skilles fra deres børn.
Der må være BEHANDLINGSGARANTI på det psykiatriske område også for traumatiserede flygtninge.
BØRNEKONVENTIONEN, som Danmark har underskrevet, må indskrives i vores retssystem, så børn bliver hele mennesker, der bliver set og taget hånd om, når familiens asylsag behandles.
Om to dage er der valg.
Efter valget er der mere end nogensinde brug for at vi følger op på det her.
.
Vi er stadig bedsteforældre og vi ved hvor meget vi betyder i familien både når der er fest og krise.
Flygtningebørnene i vores børnebørns skole er vores ansvar. Vores gæstebørnebørn. De hører med. .
Ingen her i Dk burde mangle en dansk familie, danske fætre og kusiner og danske bedsteforældre.
Det kunne vi gå videre med efter valget nu vi har mødt hinanden her.
For BØRN DER SØGER ASYL ER VORES BØRN
OG VORES BØRN ER VORES ANSVAR
Konsekvenserne af en anden asylpolitik/Henrik Wilhjelm11/11
For overhovedet at kunne udholde tanken om og synet af disse afviste asylsøgerfamilier har man opfundet forskellige filtre til at se på deres situation igennem.
Et meget anvendt filter til at kunne udholde synet har været at sige: Hvis vi giver flygtninge der kommer til vor dør, bedre forhold, så åbner vi en ladedør og bliver overrendt af flygtninge.
Men hvorfor dog det? – De bedre forhold ændrer dog ikke det mindste på adgangskravene for at få asyl, og i øvrigt er det jo heller ikke kun en enkelt forholdsregel eller lovparagraf, men et større kompleks, der har betydet både at Danmarks indgangsdør er blevet så smal, som den er, og at vi har følt det nødvendigt at troppe op her. Asyllejrenes familier har det jo ikke dårligt fordi de er så mange at vi i Danmark ikke kan magte det. Næsten tværtimod.
I 2005 og 2006 har FN opfordret sine medlemslande til at give asyl til så mange irakiske flygtninge som muligt, fordi situationen for befolkningen var blevet så umulig. Derfor har Sverige i 2006 givet asyl til alle irakere, der ellers havde fået afslag, og af 9000 nye asylansøgere i 2006 anerkendte man 80% eller over 7000. Samme år fik Norge 1000 asylansøgere og tog 550, Finland fik 224 ansøgere og anerkendte alle, Danmark fik 519 asylansøgninger og tog 36 – eller ½% af Sveriges. Og alligevel er vi her i dag fordi disse flygtningefamilier har det så dårligt.
Bare i Norden er der altså utrolig stor forskel på hvad vi gør i forhold til de irakiske flygtninge. Og vi kan vel godt tillade os at være imponerede af Sverige uden dermed at tro at vi skal kunne gøre det samme – men så Norge da, eller Finland? Vi plejer ellers godt at kunne lære af hinanden og fordomsfrit se på hvad der virker og hvad der ikke virker. Både Norge og Finland giver asylansøgere mulighed for bolig og arbejde. Men selvom disse lande både er meget mere liberale overfor asylansøgerne end Danmark og giver dem meget bedre forhold end Danmark, er de hverken blevet til magneter eller åbne ladeporte for asylansøgerne.
I Norge har man tilmed den erfaring at procentvis flere af deres flygtninge end af Danmarks har ønsket at vende hjem når forholdene bedredes. Hvorfor mon? Fordi flygtningene har fået overskud til det, nyt mod – i stedet for underskud og modløshed som her. – Men uanset om asylansøgerne skal vende hjem – eller får asyl her, så må formålet med deres foreløbige ophold i Danmark dog være at de bliver stærkere og ikke svagere.
Vi kan ikke tit nok gentage Isi Foighels ord om at hvis ellers udmærkede love ødelægger menneskeligheden, så er det ikke menneskeligheden, men lovene vi er nødt til at få ændret.
– Og det er jo ikke kun vore asylfamilier der bliver frygtsomme og modløse eller aggressive og hadefulde – det gælder jo også os selv. Vi tør ikke ændre noget, for hvor galt kan det så ikke gå – og bliver voldsomt aggressive over for hinanden – og så tør vi endnu mindre. Og kan kun leve i en filtreret verden.
Men når vi nu står her ved denne elendighed, kunne vi – og også I, vore politikere - så ikke kaste alle filtre og lade menneskehjerterne tale – og sige: det her skal vi i Danmark kunne gøre bedre, både over for dem der nu bor i asyllejrene og dem vi i fremtiden får ansvaret for.

Tale ved demonstrationen søndag d. 28.okt. 2007 , gentaget 11/11

Af Jeanette Munksbøl, digter og billedkunstner

UNDSKYLD MIG, DANMARK

Vi står her i dag, fordi vi har noget på hjerte; fordi vi engang levede i et land, vi var stolte af. Et land, som forsvarede demokratiet, og som var kendt rundt i verden som H.C. Andersens eventyrland, hvor man sejlede sine jødiske medborgere til Sverige, og hvor politiet fulgte ænderne over gaden – uden at drage sammenligninger i øvrigt.

Senere blev vi kendt for at ha savet hovedet af den lille havfrue, men det er jo en helt anden historieJ

I dag kendes vi på helt andre ting.

Vi er blevet kendt som et af de verdenslande, med den strengeste og mest hårdkogte flygtningepolitik. Vi er ikke længere et land, som opsøges i nævneværdig grad af mennesker, som af frygt for deres og deres børns liv, vælger at forlade alt, hvad de kender og holder af, og alt hvad de ejer, for at gå en usikker fremtid i møde.

I Danmark ER der nemlig ingen fremtid.

I Danmark går livet i stå!

I Danmark torturerer vi ikke folk – det lader vi andre om. Her kvæler vi dem i stedet i uvirksomhed, ventetid og mangel på værdighed og respekt. I et land som vores, hvor trenden og det store kodeord er PERSONLIG UDVIKLING, fratager vi mennesker enhver mulighed for at bruge tiden – som er lang i Sandholm – til arbejde eller uddannelse.

En ung pige fra Sandholm fortalte forleden, at hun har måtte standse med sin uddannelse som klinikassistent – ikke fordi hun ikke kan få praktikplads, men fordi reglerne omkring uddannelsen kræver, at hun får udbetalt løn under praktikperioden.

Da hun iflg. lovgivningen på flygtningeområdet ikke må arbejde og tjene penge, mens hun venter – ja, så må et begavet og målrettet ungt menneske gå og pille næse bag hegnet i Sandholm, mens livet går videre - uden for reservatet.

Velkommen til Danmark!

Mit barnebarn fyldte 7 i fredags. Vi var til fødselsdag hele familien. Masser af tryghed, kærlighed og alle hendes voksne. Voksne med hver vores forskellige problemer at kæmpe med, men dog med det mentale overskud som skabes af materiel tryghed, og indflydelse på egen livssituation. Det er godt at være Victoria på 7 år i Danmark.

I Danmark, hvor krisepsykologerne står parat hvis ens hest omkommer under en brand på rideskolen, hvor dyrevelfærd ligger os meget på sinde, og hvor det kommer i Nyhederne, når julebelysningen i Roskilde er i fare, fordi Handelsstandsforeningen ikke længere kan eller vil betale.

I Danmark, hvor vi nærer berettiget bekymring om hvorvidt utrygheden i forbindelse med gadekampene på Nørrebro påvirker bydelens børn, men ikketøver med at forlange, at ansvarlige voksne frivilligt skal føre deres børn tilbage til krigsramte lande, og et liv med udsigt til terror, forfølgelse og frygt.

Vi er gode til omsorg i Danmark – uden for Sandholm.

Undskyld mig, Danmark, når jeg ikke længere er stolt over situationen.

Undskyld mig, alle jer, som taler om vores danske værdier, som var det kronjuvelerne, der blev pudset.

Undskyld mig, at mine værdier er anderledes.At jeg ser disse flygtningefamilier som en fantastisk mulighed for at demonstrere barmhjertighed, storsind, medmenneskelighed og næstekærlighed – værdier, som jeg engang troede var fælles for os, som kalder os danske.

Undskyld mig, at jeg, som bor i ét af verdens mest velordnede og rigeste lande, føler, at vi er blevet fattige i Danmark – fattige på perspektiv, omtanke og medmenneskelighed.

Nogle få mennesker ud af verdens milliarder af nødstedte har opsøgt os, i det håb, at de her hos os kan gi’ deres børn den stabilitet og tryghed, som ethvert barn har brug for.

Med vor uciviliserede og fladpandede uvilje gør vi deres håb til skamme, og børn til gidsler. I Danmark er vi mere optaget af svinetransporter, end af flygtningebørns forhold. I Danmark har vi regler for, hvor længe svin må være undervejs. Hvor mange uger, måneder og år, vi kan lade disse børn og deres voksne hænge i et tomrum af usikkerhed og uvirksomhed, findes der tilsyneladende ingen regler for.

Undskyld mig, Danmark, at jeg syns, vi har svigtet!

Jamen, vi kan ikke redde hele verden, kan jeg allerede høre nogen sige.Det er så sandt! Vi kan ikke standse oversvømmelserne i Afrika. Vi kan ikke indfange alle malariamyggene eller forhindre jordskælvene i Pakistan. Så meget desto større grund er der, til at gøre det, vi KAN gøre.

Nogle få medmennesker, nogle få af verdens børn er kommet i vor varetægt; de er vores store mulighed for vise, om det – også politisk - stadig er en del af vores højtbesungne danske værdier, at effektuere det kristne påbud: at elske vor næste, som vor selv – ikke kun når næsten er langt væk i Burundi, Pakistan eller Darfur

For et par år siden føjede integrationsminister Rikke Hvilshøj et nyt ord til den danske sprogskat – ordet INTEGRATIONSPOTENTIALE.Det betyder, at man skal være i besiddelse af visse ressourcer, for at kunne få opholdstilladelse i Danmark.I Sandholm er der masser af ressourcer. Som månederne og årene går, uden at de får lov at komme i spil, forspildes de og blir en plet på gulvet.En skamplet på verdenskortet.

Skulle mine børn eller børnebørn en dag måtte forlade deres hjem, familie og venner her i Danmark, for at søge hjælp i en fremmed del af verden – så håber jeg, de vil finde mere menneskelighed dér, end vi viser flygtninge og deres børn her.

Undskyld mig, Danmark!

Jeanette Munksbøl

21-10-07 Brita Anker

Ja, så står vi her igen. For 3. gang på tre uger har vi stillet os op for at demonstrere mod regeringens politik på asylområdet. Vi er alle sammen bedsteforældre, der glæder os over vores egne børnebørn og alle de muligheder,de har her i det danske samfund.

Men det er ikke til at bære, at der midt i vores land lever børn, som bliver mere og mere angste og syge, fordi vi danskere har besluttet, at vi ikke vil have dem her. De har levet i al den nervøsitet, der hersker indenfor lejrens indhegning i mange år. Det må stoppe nu.
Vi vil have dem ud til os. Og derfor står vi her!

Røde Kors gør og har længe gjort et Stort og prisværdigt arbejde. Det synes jeg bestemt ikke, at vi bedsteforældre skal være med til at så tvivl om.  Hånden på hjertet: Hvor mange af os - i hvert fald vi, der har arbejdet med mennesker- har ikke i vores professionelle arbejde oplevet situationer, hvor vi har gjort, hvad vi skulle, men inderst inde har vidst, at det var noget helt anderledes radikalt der skulle ske, hvis de mennesker skulle hjælpes ordentligt? et eneste, der kan standse nedbrydningen af de mange sind her i lejrene er amnesti.

Den enkelte skal komme til at føle sig tryg og fri til at opbygge sin egen tilværelse! Indenfor de tre uger her har både lægeforeningen, psykologforeningen og Røde Korses øverste chef, Jørgen Poulsen, erklæret det for uforsvarligt at fortsætte de årelange lejrophold.

Alligevel har regeringen og dens støtteparti ikke givet sig. Derfor står vi her. Derfor står vi her igen næste søndag. Det er vi enige om. Men der er mange, der ikke er enige med os.
I har sikkert- lige som jeg- diskuteret dette her med flere i den sidste tid. Og jeg vil nu give de modsatte synspunkter stemme: Nogle siger: Det skal vi slet ikke tage ansvar for.
Det er forældrenes ansvar, at de har født børn under så usikre forhold. Så længe de ikke havde opnået asyl, skulle de ikke sætte børn i verden .Det er uforsvarligt.
De ligger, som de har redt.

Dertil må vi sige, at mennesker til alle tider har sat børn i verden , uanset hvor truende verden så ud . Og Gud ske lov for det! En del af os, der står her, blev født da Hitler brølede sine trusler ud gennem radiohøjtalerne i hvert eneste dansk hjem.

Godt de turde, vores forældre!Andre siger som Søren Krarup i Politiken forleden: Disse børn er ofre for deres forældres obstruktion af dansk lov og ret. Domstolen på området har afgjort, at deres forældre ikke er berettiget til asyl. Derfor skal de rejse hjem. De bryder loven ved ikke at gøre det. Børnene lider, men det er forældrenes egen skyld. De kan bare rejse til Nordirak.
Der er der fredeligt og sikkert. Lad os tage det sidste først. Ingen af os ville drømme om at tage på så meget som 14 dages ferie i Irak, som forholdene er. Hvis et eller flere af vores egne børnebørn blev tvunget til at flytte dertil, tror jeg ikke, vi ville have én rolig nat mere. Hvad angår domstolens afgørelser har Søren Krarup derimod ret. Ja, efter lovens bogstav har de ikke mere ret til at være her.
- Men hvad med lovens ånd? Grundliggende er dansk lov meget opbygget på at beskytte den svage part. Der er en gammelt dansk vending , der hedder : Lad nåde gå for ret.
Vi må tage vores del af skylden for den lange, lange ventetid, for mange skift fra lejr til lejr - og selv for den forfærdelige krig i Irak! Vi er priviligerede og rige, men vi er ikke skyldfrie iverdens ulykker. Så må vi tage vores del af ansvaret. Danmark er rigere end nogensinde før.

Vi kan betale de enorme udgifter, det vil give at hjælpe de ødelagte skæbner til rette udenfor lejrens rammer. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Vi må give amnesti, selv om lovens bogstav kræver, at vi holder dem ude.Jamen hvor er vi så henne? Vil nogen sige. Hvadså med danskheden? Her vil jeg ty tilbage til gamle N.F.S. Grundtvig. Han tog altid kærligheden ind som en væsentlig del af det at være dansk. Det drejer sig, siger han, her i livet dybest set ikke om magt, det drejer sig om kærlighed. Nr.155 i den nye højskolesangbog er en sang af Grundtvig der netop handler om det danske, og jeg vil slutte med at sit citere vers 6 og 7.

Frygt ej for hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på Himlens tungemål,
dens nødvendighed herneden
det er netop kærligheden!

Derfor, hvad end verden siger
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild
hvor den blusser, bor livsgrøden
hvor den slukkes, hersker døden.

21/10 2007 Elisabeth Rygård

Sandholmlejren. Alle, der har været i berøring med psykisk sygdom , og det har mange , ved, at det kan være en helt ubærlig tilstand at befinde sig i. Ubærlig ikke kun for den syge selv, men for alle i den psykisk syges familie - først og fremmest for børnene.

I denne lejr, Sandholmlejren, er psykisk sygdom hos forældre imidlertid et krav, som regeringen kræver opfyldt, hvis en asylafvist familie ikke skal sendes direkte tilbage til krig og udslettelse. Den grusomme fælde, som regeringen og dens støtteparti her sætter familier og børn i, overgår enhver forstand. Enhver forbedring af forældrenes psykiske tilstand og lidelser kommer på den måde til at udgøre en trussel mod både forældre og børns overlevelsesmuligheder!

Forældrenes eneste værn for at kunne beskytte deres børn mod udvisning er, hvis de kan opvise en psykisk syg tilstand, lægedokumenteret – der ikke må have udsigt til helbredelse. Helbredelse, som vi betragter som den største lykke for et sygt menneske, er for forældre og børn her, det farligste af alt – en sikker udvisningsgrund til krig og endnu større lidelser.

Familier holdes indespærret år efter år i Sandholmlejren - uden nogen som helst udsigt til at kunne få arbejde eller frihed. Men med et permanent krav om at kunne fremvise en psykisk sygdom! Krig skaber lidelse og traumer – hvad gør dette? I Sverige har man mig bekendt alene i år givet 14.ooo irakere asyl .Hvilke internationale
konventioner tillader denne udsigtsløse indespærring af 6oo mennesker med et absurd krav om forsat psykisk sygdom ? Hvilket mandat har en regering i et demokratisk land til at udsætte en uønsket gruppe for psykisk tortur år efter år?

Kan de sove om natten, disse beslutningstagere ? kan regeringen? Kan deres særprægede støtteparti, der nu i årevis har haft fri adgang til at sprede de mest uværdige og giftige forestillinger om danske medborgere med anden kulturel baggrund? Sålænge en lejr som Sandholmlejren – med dens psykiske tortur af en gruppe i forvejen
udsatte mennesker – opretholdes med loven i hånd, er der ikke bare noget galt med de demokratiske tilstande i Danmark, regeringsførelsen og de love, der i stigende grad sætter hele befolkningen under mistanke for enhver adfærd, der afviger fra flertallets.

Der er noget afsindigt i selve tanken – at mennesker der flygter fra krig og ikke vil tage hjem bør straffes og spærres inde på ubestemt tid.En sindssyg tankegang er kendetegnet ved to ting: et indsnævret og fordrejet perspektiv på verden, og derudover en tilstand, hvor empati – evnen til at have medfølelse med andre – er sat
helt ud af funktion.Den tankegang, der har ført til en lejr som denne - er sindssyg! At flertallet bakker op om regeringens politik gør ikke denne tankegang mindre sindssyg.Man fortæller os, at millioner af flygtninge vil strømme til landet, hvis 6oo traumatiserede voksne og børn lukkes ud af denne lejr. Man fortæller os, at kun
materielt rige og veluddannede mennesker kan betale sig for Danmark.

Er vi virkelig blevet så syge i bolden, at kynisme, mistro og grådighed er den eneste lovlige dagsorden? Argumentet for at opretholde denne lejr, ’ de kan jo bare tage hjem!’ er bygget på den vrangforestilling, at der er noget at tage hjem til andet end mere af krigens rædsler.

Den nuværende regering har tvunget Danmark ind i en krig i Irak og må i dag erkende, at denne ’befrielseskrig’ uden FN’s sanktion - udover terror – også har skabt en borgerkrig i landet, der er helt ude af kontrol. Men den samme regering fastholder, at de afviste aylsøgere her i landet ’ bare kan tage hjem’. Hvor afsindigt kan det blive?

Er bunden ikke nået for regeringen? Eller er der ingen bund? Enhver menneskelig anstændighed byder, at denne lejr må bringes til ophør straks, og at de 6oo i årevis indespærrede mennesker, familier og børn skal have frihed og hjælp til at bosætte sig, arbejde og leve i landet som andre medborgere.

Foran Sandholmlejren 7/10 2007

Når man står herude og kigger ind på Sandholm, ser det jo både pænt og ordentligt ud, og man kan måske synes at det må da være et rigtigt godt sted at bo. Men et sted hvor man er dømt til at leve uden for det vi kunne kalde almindeligheden, hvor man ikke har en hverdag præget af alle de gøremål og møder med andre mennesker som vores hverdag er præget af, bliver en kunstig tilværelse hvor det er vanskeligt at undgå at blive nedbrudt – i din virkelyst, i din selvstændighed, i din værdighed. Det er ikke foreneligt med vores almindelige opfattelse af hvordan man behandler andre mennesker her i Danmark. Det er måske manglen på alle de små ting og begivenheder der dråbe for dråbe kan undergrave et menneskes modstandskraft så det til sidst bryder sammen. Jeg er sikker på at mange af jer vil kende Dan Turells hyldest til hverdagen og for Jeres indre øre vil kunne høre hans raplignende fremførelse af den til Halfdan E. Rasmussens musik – og den vil jeg bede Jer have i baghovedet når jeg nu bare læser det gode digt op, for få har formået så præcist at beskrive hvad det er hverdagen kan. (Dan Turell: Jeg elsker hverdagen) Det var de voksnes hverdag. Og så synes jeg sammen vi skal synge Benny Andersens lige så varme og præcise beskrivelse af et trygt dansk barns lille hverdag. Barndommens Land.

Else Lidegaard