• Forside
• Hvem er vi?
• Målsætning 
• Aktivitetskalender
• Avnstrup
• Kongelunden
• Sandholm
• Fynsafdelingen
• Østjylland
• Kontakt
• Foredrag tilbydes
• Andre skrev
• Breve og avisartikler
  • BfA brevpapir
• Pressemeddelelser
• Møder og aktioner
• Billeder
• Taler  
• Faktuelle oplysninger
• Om bogen "Afvist"
• Digte og sange
• Nyttige Links
• Historie
• Vil du på mail-listen
• Konto nr.
• Støtteperson 
• Inf. til asylansøgere

Breve og avisartikler

         

Læs omtale i nordjydske dagblade:   

Nordjydske Stiftstidende Fredag d. 20.05.11

Thisted Dagblad Tirsdag d. 24.05.11

Nordjydske Stiftstidende Tirsdag d. 24.05.11

---

Anvendt demokrati

Else Lidegaard, journalist og forfatter, København

Offentliggjort 02.03.11 kl. 03:01 som kronik i Jyllandsposten

I morgen skal en håndfuld bedsteforældre i retten for at få prøvet en
administrativt tilkendt bødestraf for at hindre demokratiet i at
fungere. De mener, at de har understøttet det.

Den 19. april rejser 30 ældre mennesker sig pludselig op i
tilhørerlogen i folketingssalen og giver sig til at synge. De har
siddet der siden om morgenen og overværet førstebehandlingen af
regeringens forslag til nye stramninger af flygtningeloven. Det er
længere tids frustrationer, der her kommer til udtryk, det oprører
dem, at man er begyndt koldsindigt at splitte familier ad og sende den
ene ud af landet; men »hvis kun den ene forælder har kunnet opnå asyl,
kan den anden jo bare tage med tilbage til hjemlandet med de evt.
børn« - uanset om det er et land hærget af krig, død og lemlæstelse.

De nye regler om varig opholdstilladelse i Danmark forværrer
mulighederne og rammer især de svageste. Det er her pointsystemet
optræder første gang: Det kræves, at man de sidste tre år ikke har
modtaget nogen form for offentlig hjælp, man skal have arbejdet mindst
fire år inden for de sidste 4½ - med mindre man har gennemført en
videregående uddannelse eller bestået prøven i dansk 3. Derudover skal
man have deltaget i bestyrelsesarbejde eler lignende. Hvis det gjaldt
almindelige danskere, ville der blive en folkevandring ud af landet.
De der, før årene overhovedet begynder at tælle, har tilbragt en
betydelig del af dem i et asylcenter, har næppe en chance. Men det var
vel også meningen. Hvad var det med, at et samfund kendes på, hvordan
det behandler de svageste?

I folketingssalen nærmer klokken sig et, og omsider bliver ordet givet
til integrationsministeren til en afsluttende bemærkning. Så er det at
sangen bryder løs: Verden er stor/ kaldes moder jord/ der findes børn
der må flygte/ men du har intet at frygte/ingen skal mishandle dig -
håber jeg.

Femte vers af en velkendt sang af ham, vi plejer at kalde Danmarks
nationalskjald, Benny Andersen. Velkendt af hvert et barn -
"Barndommens land", begynder den - og meget velkendt af deres
bedsteforældre, i hvert fald af de 30 i salen, der har sunget den hver
søndag - 176 gange - siden den 7. oktober 2007, da de første gang
stillede sig op foran Center Sandholm i protest mod, at lejren i
årevis har været brugt som opholdssted for afviste asylansøgere, som
det ikke har været muligt at sende tilbage til, der hvor de kom fra.
Allerede i 2007 havde mange af dem siddet der i 5-10 år - nylige
optællinger godtgør, at i dag har mindst 27 børn mellem 0-14 år boet i
en lejr hele deres liv. 14 år - mere end barndommen. Bedsteforældre
for asyl kalder vi os. På tværs af forskellige partier var vi enige om
én ting: De mennesker skulle ud af lejrene, vi måtte have en anden
asylpolitik.

Vi var så naive. Vi troede, at bare det at pæne ældre mennesker
stillede sig op og sagde: »Hør her hvad vi kan se fra vores position,
men som det kan være svært for en travl politiker helt at være
orienteret om,« ville virke alarmerende på de ansvarlige politikere.
Nu taler man som før sidste valg igen om at flytte børnefamilierne ud
af centrene. Og selvfølgelig kan det være godt for børn at flytte ud
med deres forældre - men ikke hvis usikkerheden og udsigtsløsheden
skal flytte med. De oprivende oplevelser i lejren kan let blive afløst
af en knugende ensomhed. Og hvor godt får børnene det, hvis deres
forældre har det skidt? Nogle af de familier, der fik tilbuddet sidst,
valgte simpelthen at blive boende i lejren, hvor man i alt fald havde
et vist skæbnefællesskab - og man skulle jo alligevel stadig derhen og
melde sig til politiet to gange om ugen.

Måske er det ikke engang altid børnene, der har det allerværst. De har
dog nogle forældre, der holder af dem. De unge, der er taget af sted
hjemmefra, fulde af den energi og det gåpåmod og lyst til at skabe sig
en tilværelse, som netop er den unges særkende, hamrer hele tiden
panden mod en mur. De må ikke leve af, hvad de kan tilbyde af
arbejdskraft, de får kun tilbud om pseudouddannelser på maks. et år -
som de alligevel ikke kan bruge, når året er gået. For slet ikke at
tale om de gifte mænd - hvis hele identitet hviler på at være den, der
skaffer maden i hus, hvis autoritet over for deres børn smuldrer, som
ingen mening ser med livet.

Det er alt sammen sagt før. Også af bedsteforældrene. De har skrevet
læserbreve, kronikker, høringssvar og direkte breve til
folketingsmedlemmerne, ja, endog udgivet en bog, hvori de enkelte
flygtninge loves konsekvenser for dem, de rammer, er beskrevet med
konkrete eksempler (”Afvist”, Tiderne skifter 2009). En grundlovsdag
kom vi så nær på integrationsministeren, at vi forsigtigt kunne
spørge, om det var helt umuligt at få et møde med en minister, hvis
man søgte om det. Det blev vredt afvist af Birthe Rønn Hornbech, som
opfattede det som ”et voldeligt overfald”.

Vi har mødt integrationsudvalget, og vi har holdt en høring i
landstingssalen. Vi har også holdt mange foredrag, hvor vi gentager:
Bedsteforældrene mener ikke, at alle skal have asyl. Principielt tager
vi ikke stilling til, om den konkrete afviste asylansøger kunne være
blevet i sit land eller kunne vende hjem til det; vores ærinde er, at
vi skal behandle de mennesker, vi har i vores varetægt, ordentligt,
mens de er her. De skal ikke blive dårligere af at være her. Det
bliver de. Men svaret på de foruroligende statistikker, de ulykkelige
skæbner, har blot været nye stramninger. Ikke engang de konventioner,
vi har underskrevet, har holdt regeringen tilbage.

Så var det, at vi sang i Folketinget. Det må man ikke, og det vidste
vi selvfølgelig godt, og for mange af bedsteforældrene var det en
grænseoverskridende handling. Men undertiden kan det, ens samvittighed
siger en, være stærkere end det, loven forbyder en.

»Afbryd forhandlingerne,« råbte Birthe Rønn Hornbech: »Så bliver de
straffet! Sig de skal fjernes.« Og det var så første gang, man måske
kan sige, at vi kom i en slags dialog med ministeren. Så blev vi i ro
og orden fjernet, politiet kom og arresterede os og kørte os til
Bellahøj politistation, og nogle af os nåede at komme i detentionen,
hvilket måske var det sidste sted, vi hørte hjemme, al den stund ingen
af os havde fået noget at drikke siden om morgenen. Og da det var en
tilståelsessag, endte det også med, at politiet sørgede for, at de
gamle mennesker fik noget væske, mens vi påhørte en orientering om
strafferammen for vores forbrydelse, der rangerer under samme paragraf
som højforræderi. Det er nemlig at hindre demokratiet i at fungere.

Og her er vi ved en vigtig pointe. For det er netop, fordi vi tager
demokratiet alvorligt, det er netop, fordi vi føler os som en del af
det og dermed som medskyldige i den politik, der føres, at vi ikke
længere kan bære, hvad vi nu i flere år har været nære vidner til. Vi
sang, før ministeren var begyndt at tale, en sang, hvis indhold nogen
næppe kan være uenig i.

Mange af dem, der sad i Sandholm i 2007, sidder der ikke længere.
Mange er sendt hjem, og en del er endt med at få en opholdstilladelse,
humanitær eller asyl, især mange af de kristne. De er jo lettere at
integrere.

Forleden kunne man i Diamanten i København høre Rasmus Boserup,
hjemvendt efter flere år som leder af det danske dialogcenter i Kairo,
holde foredrag om situationen i Egypten, herunder spørgsmålet om
hvorvidt islam kan forenes med demokrati. »Demokrati er ikke noget,
man kan arve,« sagde han. »Det er noget der skal kæmpes for hver
eneste dag. Og hvem af os her har nogensinde sat livet på spil for
demokratiet? I Kairo gik tre millioner med livet som indsats på gaden
for at kræve et demokratisk styre.«

Tager vi overhovedet vores nedarvede demokrati alvorligt? De
flygtninge, som troede, de ville finde friheden her, har vi sat ganske
uden for den mindste indflydelse på eller ansvar for egen skæbne. Vi
tvinger fuldvoksne arbejdsføre, undertiden veluddannede, mennesker til
en ydmygende nassetilværelse, der truer med at fratage dem al
menneskelig værdighed. Vi udnytter ikke engang ventetiden, mens de er
henvist til at leve i lejrene, til at lære dem noget om demokrati, når
de nu ikke må komme ud og opleve det i praksis på en arbejdsplads. Man
kunne lave demokratiøvelser med relevante situationsspil, man kunne
lade dem besøge institutioner og fagforeninger, sportsklubber og
forældreråd, så de var bedre rustet til at støtte de demokratiske
tendenser i deres egne lande, hvis de en dag kan vende hjem, eller til
at gå ud og være medlevende i vores, hvis de ender her. Udgifterne
ville næppe overstige den pris, der betales nu, bare til psykofarmaka.

Bedsteforældrene fik en bøde på 3.000 kr. hver for deres sang. Det var
en administrativ bøde, så vi har ønsket at lade straffen prøve ved en
domstol. Vi skal i retten i morgen.

---

Tilfældet Birthe Rønn

 

Af Niels Krause-Kjær
Tirsdag den 15. juni 2010 kl. 12:19. Blok i Berlingske Tidendes Internetavis.

Politiske vittigheder bliver valgt, lyder et gammelt mundheld. I tilfældet Birthe Rønn Hornbech må det nærmere ændres til, at tragedier bliver genudpeget. Integrations- og kirkeministeren er den eneste af regeringens ministre, som sidder ved samme skrivebord i dag, som under Fogh. Det må skyldes, at Dansk Folkeparti har krammet på hende, og at den siddende statsminister ikke vil udfordre støttepartiet på udlændingeområdet. Hendes ministergerning har i altfald meget lidt med kompetence, respekt, folkestyre og redelig forvaltning at gøre.

For dem, der på forhånd havde store forventninger til Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister og flosklen om ‘borgerlig anstændighed’, må hendes ministergerning have været en monumental skuffelse. For de fleste andre er den blot kilde til konstant forbløffelse, når man jævnligt konfronteres med grove eksempler på magtarrogance og despekt for det samtalende folkestyre.

Seneste eksempel er debatten om fejl i indfødsretsprøven. Ansøgerne blev spurgt, hvad Nordisk Råd laver. Det rigtige svar er, at det rådgiver de nordiske landes regeringer - ikke de nationale parlamenter, som ministeriet mente. En dum og uheldig fejl, som en minister med overskud omgående ville få rettet for at komme videre med vigtigere ting. Men ikke tilfældet Rønn Hornbech. Her skal vi først igennem nogle dages pressetavshed, efterfulgt af den (sædvanlige) kortfattede mailkorrespondance med en journalist, hvor fejlen afvises og problemet med de mindst femten ansøgere, der dumpede pga. spørgsmålet, afvises med et ‘jeg sagsbehandler ikke i medierne.’ Men for at det skal blive en ’ægte Rønn’, så skal der også helst afsluttes med et personangreb med knopperne forrest. Det kom så med overfaldet på direktøren for Nordisk Råd Jan-Erik Enestam, der henvendte sig til medierne og påpegede fejlen. Det skulle han ikke have gjort, mente Rønn Hornbech. Direktøren skulle have henvendt sig til ministeriet,  ”i stedet for at blande sig i dansk politik”.

Overfaldet var ikke en enlig svale. Herregud, så - alle kan jo have en dårlig dag. Nej, præcis samme type overfald oplevede offentligheden for få uger siden. Da gik det ud over direktøren for Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen. Han havde på linje med en række andre personer tilladt sig at kritisere en høringsfrist på de seneste ændringer af udlændingeloven. Lovforslagene blev sendt til høring den 26. marts med en frist til den 8. april - herimellem lå påskeferien. Jonas Christoffersen fik i denne avis et svar, der ville have være Italiens Berlusconi værdig. Han ‘forklæder sin politiske kritik som råd fra en ekspert’, skev ministeren, der leverede en sønderlemmende kritik over, hvor skuffende og opsigtsvækkende hun fandt kritikken og påpegede så - helt uden for sammenhæng - at ‘Institut for Menneskerettigheder er oprettet ved lov’ og ‘Centret modtager offentlig tilskud over finansloven’.

Sådan ser en politisk trussel ud.

Høringsfrister er lovmaskinens måde at tillade involverede at komme med bemærkninger. Det er en del af det samarbejdende folkestyre, og det er desuden med til at minimere lovsjusk. En høringsfrist på 13 dage (med to weekender og fire helligdage imellem) er normalt uhørt, men ikke i Rønn Hornbechs departement. Her er det nærmere blevet en sædvane, fordi Dansk Folkeparti har det med at kaste udlændingeemner ind i andre forhandlinger, som så pludselig skal gøres til lov i samme bevægelse som for eksempel en finanslov vedtages. Fra september 2009 til februar 2010 var der således ingen lovforslag fra integrationsministeriet med høringsfrister på mere end femten dage.

Og vi skal såmænd blot en måneds tid yderligere tilbage, for at finde et nyt overfald fra ministeren på offentligt ansatte (bemærk, at Rønn Hornbech altid - altid - sparker nedad). Denne gang truede hun med at kassere lægeerklæringer fra de læger og psykiatere, der offentlig kritiserede ministeriet i sager, hvor en asylansøger beder om humanitær opholdstilladelse. Det førte til en større diskussion om, hvorvidt hun forsøgte at begrænse lægernes og psykiaternes ytringsfrihed. Her kunne Rønn Hornbech nok have fundet en række rimelige argumenter for sit standpunkt, men de blev erstattet af et rocker-svar på (den sædvanlige) email til en Ritzau-journalist: “Det er pinlig hykleri, afsløring af ukendskab til gældende ret, og grov manipulation og undergravelse af tilliden til lægestanden, når navngivne læger og advokater raser over, at jeg forlanger objektive lægeerklæringer i sager om opholdstilladelse.”

Hykleri, grov manipulation og undergravelse af tillid er bestemt ord, der trænger sig på, når man betrageter tilfældet Rønn Hornbech. Før sin ministerbil skrev hun bøger og kronikker om det samarbejdende folkestyre, respekten for den demokratiske proces og om at tale er Guld. Nu ved vi, at det bare var ord. Det samarbejdende folkestyre er en sag mellem Rønn Hornbech og Dansk Folkeparti. Respekten for den demokratiske proces indbefatter ikke underordende, som tillader sig at være uenige. Og ytringer i det offentlige rum  - nutidens samtale om landsbyens gadekær - afløses typisk af ‘ingen kommentarer’, uforskammede bemærkninger og sjældne mails uden mulighed for opfølgning. 

Politikens ‘At tænke sig’ har i forbindelse med den seneste sag om fejl i indfødsretsprøven angivet tre svarmuligheder, hvis man stiller kritiske spørgsmål til Birthe Rønn Hornbech: 1) Jeg kan ikke se problemet. 2) Det vil jeg ikke diskutere i medierne. og 3) Skulle du spørge fra nogen?

Problemet med politiske satire er, at det ikke længere er sjovt, når det bliver overhalet af virkeligheden.

---

 

7. april 2010
Til Folketingets medlemmer.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Ligestillingsminister Lykke Friis.

ET SERVICEEFTERSYN.

Under hovedoverskrifter som “Et SERVIVEeftersyn” og “En fast og fair flygtningepolitik” har Dansk Folkeparti indgået en aftale med regeringen om nye ændringer i den danske udlændingepolitik.
Ændringer med tilsyneladende lempelser og umiskendelige skærpelser i den danske udlændingepolitik er ikke noget nyt - det sker faktisk hver 8. måned.
Ændringer sker så hyppigt, så det er næsten umuligt for asylansøgere realistisk at forberede sig på de krav, Danmark stiller til dem, Og i hvert fald helt umuligt, hvis det drejer sig om mennesker, som har mén efter deres flugt og efter tortur.
Høringsfristen for det aktuelle lovforslag er kun 14 dage, men heldigvis er der da fortsat nogle procedureregler for behandling af lovforslag i det danske folketing som giver Folketingets medlemmer mulighed for at gribe ind. Og det danske folk har faktisk ret (og pligt!) til at fortælle lovgiverne hvad de ved, inden Folketinget slutter sine forhandlinger.
Bedsteforældre for Asyl har gennem nogle år fået personlig kendskab til mange asylansøgeres kamp for at overleve menneskeligt, deres bestræbelser for at få en fremtid, deres fortvivlelse og psykiske nedture. Vi stiller gerne vores viden til rådighed for Folketingets enkelte medlemmer. Vi er parate til hver en tid.

Det påtænkte pointssystem kan synes rimeligt for en mindre gruppe asylansøgere, især yngre mænd, men store grupper af asylansøgere lades næsten totalt i stikken. Det drejer sig om de, der har været udsat for tortur (skønsmæssigt 45 % af asylansøgerne har været tortureret), mennesker med ringe sprogkundskaber, ældre og ikke mindst kvinder. De nuværende strenge krav vil blive skærpet meget væsentligt med de foreslåede ændringer – reelt så Danmark kommer til yderligere at overtræde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Det er, som om man med asylprocessen har opstillet en stige, hvor de tre nederste trin mangler, som Bertel Haarder udtrykker det. Nu vil man fjerne yderligere trin.

En helt særlig gruppe er de kvindelige asylansøgere. De har ofte en anden rolle i familien end den sædvanlige danske, og deres muligheder for at få omfattende tilknytning til arbejdsmarkedet er beskedne i de første år. Men de kan da skaffe sig point ved at være fodboldtrænere, bestyrelsesmedlemmer eller andet frivilligt arbejde i det danske samfund - således som lovforslaget opstiller i det nye forhindringsløb som man kalder pointsystemet - det er absurd for langt de fleste kvinder.

I materialet til lovforslaget omtales etablering af flygtningelejre i flygtningenes nærområder. Herunder også til uledsagede børn, der er kommet til Danmark. Disse lejre er menneskeligt nedbrydende og alle erfaringer er da også uhyggelige.
Vi håber det danske folketing vil behandle det aktuelle lovforslag om mennesker, der søger vores hjælp, ud fra devisen:

Det er ikke nok at være i live, man skal også kunne leve.

Bedsteforældre for Asyl

Kontakt: Jørgen Kirkegaard, Duntzfelts Alle 31, 2900 Hellerup. – mail: jkirkegaard@get2net.dk

---

Til Styrelsen for Røde Kors i Danmark ved Præsident Susanne Larsen.

 

Bedsteforældre for Asyl - der som bekendt arbejder for en mere human og anstændig dansk asyl- og flygtningepolitik - har netop afholdt stormøde. Her drøftede vi den nyligt publicerede artikel fra Ugeskrift for Læger vedr. undersøgelse af  i alt 21 asylbørn fra de irakiske  børnefamilier i udsendelsesposition.  Undersøgelsen er udført af kompetente børne- og ungdomspsykiatere, og artiklen vedlægges som kopi.

Undersøgelsen viser, at alle disse børn, bortset fra et 8 måneder gammelt barn, lider af alvorlig psykisk sygdom, som kræver børnepsykiatrisk behandling.  Ikke desto mindre er kun 2 af disse børn i behandling.

Det bekymrer os, at Dansk Røde Kors, der er forpligtet til at tage vare på asylansøgernes helbred, ikke har gjort mere for at få disse børn henvist til børnepsykiatrisk undersøgelse og evt. behandling.

Omfanget af psykiske lidelser blandt asylbørn burde ikke komme bag på Dansk Røde Kors.

Som det allerede fremgår af tidligere undersøgelser, er andelen af asylbørn, der er psykisk syge, meget høj. Men samtidigt er - paradoksalt nok - en meget mindre procentdel af asylbørn end af danske børn henvist til børnepsykiatrisk behandling.

Således viser en undersøgelse fra 2007, foranlediget af Dansk Røde Kors og gennemført af Institut for Folkesundhedsvidenskab, at 35% af de 4 -16årige asylbørn viste tegn på psykisk lidelse.  Der er vel at mærke her tale om 35% af alle asylbørn, og ikke kun af en specielt hårdt ramt gruppe som de irakiske børn med mange års ophold i asylsystemet. – På den anden side viser en opgørelse ved børne- og ungdomspsykiater Peer Jansson og børne- og ungdomspsykiater Sus Foldager fra 2009, at kun 0,17 % af asylbørn henvises til  børnepsykiatrisk behandling, mens andelen af danske børn henvist til behandling er 0,89 %.

Der er således i en årrække klart blevet gjort opmærksom på disse problemer.

Vi skal derfor indtrængende anmode Dansk Røde Kors om at sørge for behandling af de irakiske børn med konstaterede psykiske lidelser og for psykiatrisk undersøgelse af andre grupper af børn, der ligesom de irakiske har opholdt sig længe på asylcentrene.

Med venlig hilsen

På vegne af ”Bedsteforældre for Asyl”





Jakob Oschlag Per Husfeldt

Se svar fra Røde Kors her

---

JyllandsPosten bringer i dag d. 23.10.09 Diana Vindings Niels Meyers kronik om BfA og dansk flygtningepolitik.

Teksten kan ses på nettet som følger:

gå ind på www.jp.dk
klik på "opinion" i øverste bjælke
klik på "kronikker" i grønne bjælke
klik på "læs mere" i henvisningen til dagens kronik.

---

Else Lidegårds Kronik d. 5.oktober 2009 i Politikken

Undskyld, Birthe Rønn

---

                                                                

 

                                                                                 Værløse, den 28.7.2009

Flygtningenævnet
St. Kongensgade 1-3
1264 København K 

Til jeres orientering fremsendes vedlagt dansk oversættelse af brev af 20.7.2009 til FN’s Komité om Barnets Rettigheder, Geneve.

Samtidig ønsker vi at give udtryk for vor stigende bekymring for den generelle udvikling i Danmarks asylpolitik.

Vi finder det skræmmende at:

• Danske myndigheder fuldstændig negligerer retningslinier og anbefalinger fra FN’s flygtningeafdeling, UNHCR.
• At afslag fra Udlændingeservice behandles i et Flygtningenævn, hvorfra man har fjernet de 2 personer, der – som de eneste i nævnet – havde specialviden på udlændingeområdet, nemlig en fra Udenrigsministeriet og en fra Dansk Flygtningehjælp.  Af de 3 tilbageværende må den ene formodes at være politisk partisk (fra integrationsministeriet).
• At det har været muligt i Folketinget at vedtage en lovændring i forhold til Grundloven, som gør Flygtningenævnets afgørelser endelige, idet der i Grundlovens § 63 stk. 1 står: ”Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser”. Det skaber for os tvivl om, hvorvidt Grundloven overholdes.

Vi ser frem til at høre fra jer.    

Med venlig hilsen – på vegne af Bedsteforældre FOR asyl

Lise Villadsen

 

Bilag: Kopi af ovennævnte brev.

 Denne skrivelse med bilag er tillige sendt til:
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
Statsminister Lars Løkke Rasmussen
Folketingets Retsudvalg
Institut for Menneskerettigheder
Bjørn Elmquist – formand for Retspolitisk Forening
Københavns Kommunes Flygtningeudvalg
Politiken

 

  

                                                                                  Rungsted Kyst, den 20. juli 2009-07-21

  

The UN Committee on the Observance of the Convention of the Rights of the Child
(FN’s Komité om Barnets Rettigheder)
Palais des Nations
Ch-1211 Geneva
Switzerland

 

Kære formand og medlemmer af FN’s Komité om Barnets Rettigheder!

Vi – Bedsteforældre for Asyl – ønsker at dele vor bekymring med jer vedrørende den måde, hvorpå
asylansøgere – i dette tilfælde børn – behandles  af de danske myndigheder..
Dagbladet Politiken bragte den 18.7. et brev fra en dame, der berettede om sine erfaringer som
repræsentant for et uledsaget flygtningebarn.
Først blev barnet udspurgt af Udlændingeservice. De spurgte barnet om faderens bortførelse – hvor
mange mænd der var,  hvilket tøj de havde på,  hvor mange biler, de kom i etc.. Da Udlændingeservice
ikke troede på barnets forklaring, skulle sagen videre til Flygtningenævnet.

Under forelæggelse af sagen her, var stemningen meget ubehagelig. Formanden viste tydeligt, at han ikke troede på barnets forklaring – endvidere blev barnet presset til kun at besvare spørgsmålene med
”ja” eller ”nej”.

Da kendelsen  - afslag – blev forkyndt, ønskede barnet at sige noget, hvilket han ikke fik lov til.

Følgende undrer os:
-         kan et nævn beslutte et barns fremtid som en ren bureaukratisk ekspeditionssag?
-         under hvilke omstændigheder kan et uledsaget barn blive nægtet asyl?
-         kan et barns svar på spørgsmål omkring dets fars bortførelse uden videre blive forkastet som  løgn?
-         kan et barn blive udspurgt uden at få mulighed for at forklare sig eller for at komme med kommentarer?
-         kan et uledsaget barn tilbagesendes til hjemlandet?

Yderligere må det påpeges, at den beskrevne fremgangsmåde ikke syntes at tage hensyn til barnets omstændigheder rent psykisk – og heller ikke til sikkerheden i barnets hjemland.

Vi har et supplerende spørgsmål.

I henhold til Konventionen om Børns Rettigheder, må børn ikke fjernes fra deres forældre. I Danmark gør man det omvendte, her er en mor blevet fjernet fra sine børn – det drejer sig om en ung kvinde, gift efter at hun kom til Danmark. Hun har to små børn. Nu har myndighederne besluttet, at moderen skal sendes tilbage til sit hjemland. Faderen og børnene kan blive i Danmark.

Findes der ikke beskyttelse imod at fjerne en forælder fra børnene ? 

Da det lader til, at det danske Institut for Menneskerettigheder har fået mundkurv på, er det vort håb, at Komitéen  vil se på sagen og rette henvendelse til de respektive  myndigheder.

På forhånd tak for Deres opmærksomhed

På vegne af Bedsteforældre for Asyl

www.bedsteforaeldreforasyl.dk

./.    Artiklen fra Politiken 18.7. er vedlagt brevet til Geneve.

 

16.07.09

Gyldne kæder og forvaltning af liv

Åbent brev til Birthe Rønn Hornbech, der før valget i 2007 mente, at strandede asylansøgere kunne få humanitær opholdstilladelse efter loven

Fra Knud Vilby

Kære Birthe Rønn Hornbech

I din bog ”Ret og rimeligt” fra 2004 skriver du, at ”Vi folkevalgte er ikke blot forpligtet til at værne om retsstaten, herunder den vigtige tredeling af magten. Vi bærer gyldne kæder. Det forpligter. Vi må til enhver tid beskytte og redegøre for demokratiet. Vi er også folkeoplysere i folkestyrets tjeneste.”

Det har jeg respekt for, ligesom jeg har haft respekt for din ligefremme facon og den klare fastholdelse af grundprincipper, ikke mindst om frihed, demokrati og retsstaten med det opdelte ansvar og de indbyrdes forbundne uafhængige instanser.

Men det er ikke længere let at nå frem til dig i din egenskab af folkeoplyser i folkestyrets tjeneste. Du er (med en vis god grund) vred på mange journalister. Du finder nogle af dine kritikere klamme eller kvalmende. Og de mere principielle breve, vi andre dødelige skriver til dig, bevarer du ikke. Travlhed kan forklare en del, men ikke det hele. De gyldne kæder forpligter fortsat.

Den direkte anledning til dette brev er din samtale med Kurt Strand i Danmarks Radio her i juli. Du forklarede mange ting godt og klart, og det var næsten til at tilgive dig den trang til selvretfærdighed, der også præger dine ytringer. Det er de andres fejl, der er problemet, ikke din egen næsten-ufejlbarlighed. Mener du.

Alligevel vil jeg gerne påpege en konkret fejl og modsigelse, som har at gøre med den umenneskelige behandling, vi udsætter en række asylansøgere, og ikke mindst børn for.

I samtalen understregede du, at du er sat til at forvalte loven. Du talte om risikoen for lovløse tilstande ved særlove, du fremhævede behovet for lighed for loven, og du benægtede, at du som minister kan give humanitære opholdstilladelser til irakerne i Brorsons kirke, som Svend Auken (”kvalmende”) har bedt dig om i en artikel, der også handlede om det kristne budskab..

Der var ingen vaklen i din afvisning

Men det svarer ikke til, hvad du sagde, ingen du blev minister. Forud for valget i 2007 var du så tilfreds med et valgkampsinterview, at du lagde det på din hjemmeside, hvorfra det efterfølgende citat stammer.  Du angreb socialdemokraternes asylpolitik, men nævnte også problemerne med de 400 asylansøgere, der i årevis har siddet i de danske asylcentre, og kaldte netop dette for en særlig afgrænset sag, der skal løses. Du fremhævede, at du selv havde puffet til statsministeren i den sag og sagde om de 400 mange-årige ansøgere, at ”de ville også på et tidspunkt efter loven kunne få humanitær opholdstilladelse”.

Det er en væsentlig del af disse 400, vi taler om i dag. Nu har de blot været her 2 år mere.

Det handlede dengang ikke kun om irakere, og det gør det jo som bekendt heller ikke i dag. Det handler om mennesker, der er strandet i et dansk system. Der er tale om en afgrænset sag. Der åbnes ingen ladeporte ved at løse den. Det kan gøres i henhold til loven. Du har ikke blot de gyldne kæder. Du har også den gyldne nøgle til løsningen. Og du har sagt, at den ville blive brugt.

I radiointerviewet forfalder du til den gamle frase om, at forældrene har taget børnene som gidsler. Hvis man blot har mødt nogle få af disse fortvivlede og traumatiserede forældre og kender nogle af deres historier, er man næsten nødt til at udbryde, at det argument dog nok er det mest kvalmende, man kan forestille sig. Sådan er virkeligheden ikke. Der er i nogle tilfælde tale om, at flygtninge reelt har ofret deres eget liv i forsøget på at give børnene en bedre fremtid.

Jeg er nødt til at påpege endnu en inkonsekvens i din argumentation, selv om jeg ellers synes, du på de fleste områder fastholder din kamp for nogle grundprincipper.

I samtalen med Kurt Strand nævner du med glæde, at den såkaldte tunesersag har medført, at du er kommet igennem med, at der kan ske domstolsprøvelse af administrative udvisninger. Ikke mange havde troet, at det ville lykkes at få det gennemført, men det gjorde det, og det var en sejr for dig som politiker og for de principper, der bør gælde i en retsstat.

Men Flygtningenævnet er fortsat et administrativt organ uden offentlig adgang. Afgørelser kan som hovedregel ikke indbringes for domstolene, og da VK-regeringen kom til i 2001, besluttede den både at stramme godkendelsesprocedurerne og at svække nævnets uafhængige karakter blandt andet ved at fjerne de medlemmer, Dansk Flygtningehjælp udpegede til nævnet. I dag er nævnet (næsten) regeringens forlængede arm og afspejler den politiske styring af området helt ned i detaljerne. Vilkårene for asylansøgerne er i selve sagsbehandlingen bedre både i Sverige og Tyskland, for at nævne to nabolande. Regeringspolitikernes rituelle gentagelse af, at Nævnet er en domstol eller et domstolslignede uafhængigt organ ændrer ikke kendsgerningerne. Som er at nævnet ikke svarer til retsstatsprincipperne.

I din bog ”Tale er guld” fra 2006 skriver du om folketingets behandling indfødsretssager, at ”Man kan med rette stille spørgsmålet om det system, der arbejdes efter, lever op til moderne forestillinger om retssikkerhed for den enkelte ansøger. Jeg mener det ikke.”

Vi er mange, der har den opfattelse, at det gør behandlingen i Flygtningenævnet heller ikke. I bogen ”Afvist” skiver professor dr. jur. Jens Vedsted-Hansen eksempelvis, at ”i betragtning af de alvorlige – og i princippet uoprettelige – virkninger af forkerte afgørelser på dette område må retsgarantierne i forbindelse med danske asylmyndigheders afgørelser om at udsende asylansøgere til et ”sikkert tredjeland” siges at være helt utilstrækkelige.”

Det er de også ved nævnsbeslutninger som grundlag for tvangsudsendelser til det, man kalder hjemlandet, selv om nogle af de børn udvisningerne vedrører, aldrig har haft andet hjemland end Danmark.

Du har understreget, at man som politiker ikke skal lade sig drive rundt i manegen af enkeltsager. Fint nok. Du er sat til at forvalte loven. Godt nok. Men du forvalter også liv.  

Flygtningenævnet fanget mellem ja og nej.

Læs information d. 13. juli 09: http://www.information.dk/197380

Løsningen er at give asylansøgere et normalt liv

Susanne Brammer, med i Bedsteforældre For Asyl, Brandbakken 4, Øverød, Holte

Offentliggjort 11.06.09 kl. 03:00 Jyllandsposten

Til Folketingets Integrationsudvalg: Vi står med nogle hundrede afviste asylansøgeres skæbner i vore hænder. De fleste har været her i adskillige år. En broget skare med vidt forskellig baggrund, vidt forskellig alder. Afvist i Danmark - selv om de ikke havde andre steder at tage hen, heller ikke til deres hjemlande, hvor de ikke var velkomne mere.

Man valgte en strategi i behandling af disse mennesker, der har vist sig uduelig. Man må have ment, at det gjaldt om at undgå, at disse mennesker befandt sig alt for godt - så ville de nok snart drage ”hjem” igen.

Vi ved nu, at for at kunne klare endnu en omplantning skal man være ressourcestærk og have selvværd. Det får man ved at klare sig selv, ikke ved at bo i en lejr. Børn skal i almindelige børnehaver og skoler, suppleret med modersmålsundervisning. Derved føler børn, at de også hører til det land, som deres forældre flygtede fra.

Det er også proportionsforvrængning at bruge så mange ressourcer på at prøve at få smidt så få mennesker ud af landet. Det kunne ordnes med et pennestrøg. Tilbyd dem ordentlige vilkår nu (jfr. ovenfor). Så vender de fleste tilbage til deres fædreland, når der bliver fredeligere - og de selv er parate. De, der ikke gør det, vil være et godt tilskud til vort fædreland.

Jeg er sikker på, at der både i Folketinget og i befolkningen er langt flere, end det umiddelbart ser ud til, der inderst inde ønsker en værdig løsning for disse mennesker. Og at de findes inden for alle politiske partier. Til alle disse skabssympatisører skal det lyde: Kom frem, og bekend kulør. Lad os sørge for, at disse mennesker hurtigt får en tryg og værdig tilværelse.

At nogle herboende irakere tager til Irak på ferie, illustrerer netop det ovenfor beskrevne faktum, for disse mennesker har ressourcer og selvværd, fordi de har normale tilværelser her i Danmark.

Fra Politiken d. 3. januar 2009:

Signalpolitik:

Uanstændighed overfor enkeltpersoner

er blevet et politisk princip

Det store skred i dansk politik er at man ikke længere kan rejse enkeltsager om uanstændig behandling af enkeltpersoner. Uanstændighed er blevet et mål

Af Knud Vilby, journalist og forfatter

Jeg er så gammel, at jeg kan huske, da man på tværs af politiske partier kunne appellere til anstændighed overfor det enkelte menneske. Hvis den enkelte blev ramt urimeligt af systemet, var der lydhørhed. Enkeltsager kunne rejses, og politikere lyttede. Det handlede ikke meget om højre eller venstre side i folketinget.

   I dag er det næsten umuligt at rejse sager om, at systemet eller love fører til uanstændig behandling af den enkelte. Den politiske tænkning og praksis har ændret sig. Nu er det ofte formålet, at loven rammer den enkelte urimeligt eller uanstændigt. For via dårlig eller diskriminerende behandling af det enkelte menneske udsendes et signal om, hvad systemet vil tillade og om hvad det ikke vil tillade i det danske samfund.

   Det betyder, at mennesker lider, og at den danske regering kommer på tværs af internationale myndigheder som EU-domstolen og menneskerettighedsdomstolen, men det er mindre vigtigt for regeringen end vigtigheden af at sende et signal om den normalitet, systemet kræver.

   Det er oplagt, at denne holdning gennemsyrer hele asylpolitikken. Livet ødelægges på livstid, ikke mindst for en række børn og unge, der intet galt har gjort, og som nu sidder og rådner op i danske asylcentre, men Danmark får sendt et signal ud i verden, som siger ”hold jer væk”. Retten til at søge om asyl gælder ikke her.

   Mere overraskende er det, at man også ser det på helt andre områder, hvor flertallet synes,  normaliteten trues. Senest i loven lige før jul om at fratage børn det særlige børnetilskud til børn af enlige mødre, hvis de er adopterede eller undfanget via kunstig insemination. En minoritet af børn bliver nu diskrimineret. Det fremgik af folketingets behandling, at diskriminationen stod klart for enhver. Men et barn har bedst af at have en far og en for, og hvis en kvinde vælger at få et barn uden en mand, er hun selv ude om det. Så straffer systemet barnet. Signalet er sendt.

   Tuneserloven er et helt anderledes eksempel. Her er hensigten, at gøre det tålte helt utåleligt. Først straffes et menneske, tuneseren, administrativt, uden dom og forsvar. Derefter vedtager man, at en række andre mennesker skal lide under samme straf. Den første administrative dom ophæver adskillelsen mellem den lovgivende og den dømmende myndighed, og signalerer, at vores system – som det gamle Sovjetunionens – lader den politiske magt (justitsministeren) dømme, når man ikke er sikre på, hvad resultat domsmagten vil komme til. Den politiske følgelovgivning om Sandholm-meldepligt, skærper den politiske domfældelse – stadig uden retssag eller dom. Jurister og dommere giver udtryk for dyb bekymring, men de facto-justitsministeren, Pia Kjærsgaard, udtaler som anklager og dommer, at hun ikke er i tvivl om, at tuneseren er ”en bandit”. Og når han er en bandit, er de andre det nok også, og så giver man for en sikkerheds skyld dem alle ekstra administrativ straf.

   Ekstra straf er det også at sende asylansøgere tilbage til lande, hvor de risikerer livet. Lige før jul hørte vi Dansk Folkepartis i en ny hetz mod Dansk Flygtningehjælp. Flygtningehjælpen har brugt det internationale regelsæt til at hindre farlige tvangsudsendelser af tamilske asylansøgere til Sri Lanka. Regeringen prøvede at sende tamilerne ud. Den Europæiske menneskerettighedsdomstol hindrede det. Dansk Flygtningehjælp fortjener tak, men fik det modsatte. Systemet prøvede igen at ramme enkeltpersoner, for at sende et signal til verden om vores uvilje mod de fremmede.

   Helst skal man slet ikke være anderledes. Jeg har en god dansk ven, der nu i mere end 5 måneder har prøvet at få 3 ugers besøg af sin kæreste. Først håbede han, hun kunne komme i efterårsferien, så i juleferien. Men hun har endnu ikke fået lov til at rejse til Danmark, og nu har han fået besked på at stille 50.000 kr som garanti for at få besøg. Hans veninde er velfungerende, hun har arbejde og tjener sin egen løn, hun er oven i købet kristen. Hvad er da hendes brøde?? Jo hun er sort og fra Afrika. Det bryder systemet sig ikke om.

  Denne form for diskrimination handler også om, at afrikanere ofte er fattige. Og det kan vi heller ikke lide. Vi har nok fattige i forvejen. Antallet af danske fattige vokser, og systemet straffer de fattige for at få dem til at holde op med at være det. Kirkens Korshær har i julen haft store appellerende annoncer for at samle penge ind. Korshæren fortæller, at de fattige har fået det sværere end før. Med kontanthjælpsloft, starthjælp og 300 og 450 timers regler. Her er princippet, som i loven om de enlige mødre, at man straffer børnene, for at tvinge de voksne til at opføre sig, som regeringen vil have det. En i øvrigt fornuftig beskæftigelsespolitik drives ud i det ekstreme, og al statistik viser, at det først og fremmest rammer børnefamilierne. Så kan de fattige lære det kan de. 

    Signalpolitikken rammer afvigere fra gennemsnitsnormen: Børn af fattige, børn af nogle af de enlige, børn af asylansøgere. Men også voksne: Muslimer naturligvis, de etnisk anderledes og de utilpassede i al almindelighed. Regeringen har for længst afskaffet det gamle ord om, at det kræver alle slags mennesker at skabe en nation. Vi vil kun have de veluddannede og veltilpassede. Og de skal have venlige tolerante holdninger, trods systemets intolerance.

  Der er protester og krav om anstændighed. Jo da. Men i landet, hvor ytringsfrihed er religion, bruges denne frihed flittigst af dem, der står længst fremme på den offentlige talerstol. Det er dem, der i samme sætning forsvarer ytringsfriheden og forkaster dialog. Det er dem, der ustandseligt giver åndelige og konkrete spark til dem, der er anderledes, og helst til dem der ligger ned. 

   Hvad med statsministeren? For nogle år siden ville han have haft styrke til at standse dette politiske skred. Han havde dengang haft styrke til at sige – også til Pia Kjærsgaard - at nok er nok, og nu skal det stoppe. Men han var enten for kynisk eller for fej. I dag er han for svag.

Læs svaret fra Bodil Nyboe Andersen her

Åbent brev til

præsident for Dansk Røde Kors

Bodil Nyboe Andersen

Siden 7. oktober 2007 har Bedsteforældre for Asyl hver søndag stået foran Sandholmlejren i stille protest mod Regeringens stadigt mere umenneskelige og uværdige asylpolitik. Med tiltagende bekymring har vi set, hvorledes afviste asylansøgere – familier og enlige som i årevis har siddet i lejrene i en tilstand af konstant usikkerhed, håbløshed og uden tro på en meningsfuld fremtid – har fået det dårligere og dårligere.

Med voksende undren, ubehag og frustration har vi iagttaget Dansk Røde Kors (DRK) i rollen som administrator af asyllejrene og dermed som medansvarlig for Regeringens kyniske behandling af de afviste asylansøgere. Det gør ondt at måtte konstatere, at DRK af denne grund risikerer at pådrage sig et stort troværdighedsproblem i forhold til befolkningen.

DRK beskriver sit værdigrundlag i syv principper. Fire af disse – medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed – ser vi som særligt væsentlige for DRK som driftsansvarlig for asyllejrene. Det er vor opfattelse, at DRK i denne rolle er i alvorlig konflikt med disse principper og dermed hele sit værdigrundlag.

De afviste asylansøgere befinder sig i lejrene i DRKs varetægt. Videnskabelige undersøgelser, som ledelsen af Asylafdelingen har et godt kendskab til, har dokumenteret, at lejropholdet har alvorlige konsekvenser allerede efter et års tid. Med tiden forværres situationen, som ofte fører til tab af social, fysisk og psykisk kompetence. Dette sker for øjnene af DRKs medarbejdere og med DRKs ledelses viden.

Burde det ikke være oplagt, at DRK, ud fra sit princip om medmenneskelighed, klart og tydeligt gjorde offentligheden opmærksom herpå?

Med henblik på i tiltagende grad at lægge pres på de afviste asylansøgere, er der i lejrene gradvist indført flere ”motivationsfremmende foranstaltninger”. Herved gøres en svær tilværelse endnu vanskeligere for mennesker i en i forvejen håbløs og ydmygende situation. De ”motivationsfremmende foranstaltninger” administreres også af DRK.

 Er det i harmoni med princippet om medmenneskelighed, at dette sker uden offentlig afstandtagen fra DRKs side? Og er der ingen nedre grænse for, hvad DRK kan bringes til at tage medansvar for?

Der er næppe tvivl om, at flere af Danmark tiltrådte internationale konventioner overtrædes af dansk asylpolitik, hvilket blev dokumenteret ved en høring på Christiansborg d. 24.oktober i år. For Internationalt Røde Kors’ virke er konventionerne og generel respekt for disse en klar forudsætning. DRKs villige administration af Regeringens asylpolitik i lejrene og accept af de vilkår, de afviste asylansøgere bydes, gør efter vor opfattelse DRK medansvarlig for brud på konventionerne. Det er svært at se dette som udtryk for upartiskhed og neutralitet.

Burde det ikke være indlysende at DRK afviser at påtage sig medansvar for forhold, som strider mod en eller flere internationale konventioner?

Såfremt DRK er af den opfattelse, at ingen konventioner er overtrådt, bør DRK offentligt redegøre herfor.

En delegation fra Europa Parlamentet, LIBE, besøgte for nylig asyllejre i Danmark. Besøget resulterede i en kritisk rapport om dansk asylpolitik og administrationen deraf. Det var meget påfaldende, at delegationen på rundvisningen i Sandholmlejren af DRKs personale kun præsenteredes for ”pæne” forhold. Kun fordi personer fra Bedsteforældre for Asyl tog affære, fik delegationens medlemmer kontakt med og informationer fra nogle af de mest medtagne afviste familier med langvarige lejrophold bag sig. Der kan være flere grunde til, at DRKs folk ønskede at ”håndtere” EU delegationens besøg, som man gjorde.

 Men: Hvad med principperne om upartiskhed og uafhængighed?

For ikke ret længe siden modtog en række afviste asylansøgere i Sandholm og Avnstrup, oprindeligt hjemmehørende i tre nordirakiske provinser, et brev fra Udlændingeservice indeholdende et ultimatum. De afviste asylansøgere stilles over for et valg: Indgå en kontrakt med DRK om frivillig hjemrejse med mulighed for økonomisk støtte og/eller faglig opkvalificering eller bliv tvangshjemsendt. Svarfristen er kort (28.11 ). Brevet beskriver ikke på hvilket aftalegrundlag mellem Danmark og Irak tvangshjemsendelsen skal ske. Heller ikke offentligheden er blevet gjort bekendt hermed. Men det fremgår af brevet, at kontrakt skal indgås mellem den enkelte asylansøger og DRK.

Kan det virkelig være rigtigt, at DRK i denne alvorlige sag skal være Regeringens forlængede arm? Hvor er principperne om medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed blevet af?

Vi skriver dette åbne brev til dig som formand for DRKs bestyrelse og i respekt for det DRK plejer at stå for. Vi håber at modtage skriftlige svar fra dig inden længe. Endvidere vil vi invitere dig til at komme tilstede ved en af vore fredelige søndagsdemonstrationer kl. 14 ved Sandholmlejren for at give dig mulighed for at uddybe DRK´s synspunkter overfor Bedsteforældre for Asyl.

Med venlig hilsen

På vegne af Bedsteforældre for Asyl

Bente og Svend Erik Jensen            Vibeke og Jørn Nerup            Ingeborg og Jørgen Gimbel

Sophienberg Vænge 20                    Mikkelborg Park 7, 2.th.       Thøger Larsens Alle 40

2960 Rungsted Kyst                        2970 Hørsholm                      2750 Ballerup

---

Jørgen Gimpel:

Vedr. Mirsad Zairi. demonstration på Rådhuspladsen d. 01.10.08. Arrangeret af Asylret.

September 2008

Lektor Christian Horst, Danmark Pædagogiske Universitet skriver:

 

Til Til Integrationsministeriet og det embedsværk der deltager i Asylbehandlingen.

Endnu en tragedie.

Det er med dybeste bekymring, at jeg må konstatere, at det er blevet besluttet
at udsende Mirsad Zairi til Serbien i oktober måned 2008 uden sin familie, som
skal udsendes til Kosovo. I splitter en familie. Det lykkes med den fortolkning
og den praksis, der gennemføres i ministeriet, at overtræde ånd og bogstav i de
konventioner, som vi alle, men især denne verdens mest ulykkeligt stillede skal
beskyttes af. Det er givet at politiske enkeltbeslutninger og udvikling af
direktiver mv. kan ændre indholdet og bindingerne til den grundlæggende
humanisme der oprindeligt er udtrykt.

Jeg mener Isi Foighel engang sagde, at love og regler kan være så gode som man
overhovedet kan forestille sig, men kommer de i konflikt med almindelig
menneskelighed er det regler og love der skal ændres - ikke menneskeligheden!
Dette må være den vigtige moralske rettesnor - og så spørgsmålet: Hvordan synes
I så lige det går med jeres fortolkningspraksis og de konsekvenser der bliver
draget?
Læs disse tekster langsomt og spørg jer selv - hver især og hinanden - om I kan
stå inde for det, der sker.

I er embedsmænd og kvinder og der kræves loyalitet mod legitime politiske
beslutninger.

Men siden Nürnberg-processerne (Retsopgøret med Nazismen) kræves der også et
personligt ansvar. Man kan ikke dække sig personligt (tænk på embedsmændene i
Tamilsagen) ved at henvise til, at man blot adlyder ordre og anstille sig
ufølsom over for praksis man selv er en del af. Det kræves af enhver, at man
udviser det civile courage, der skal til for at sige fra over for et system, der
har systematiseret og lavet en uigennemsigtig arbejdsdeling, hvis endelige
resultat er ydmygende, nedværdigende og diskriminerende behandling af
medmennesker og medborgere.

Til jer der arbejder i dette system, hvordan vil I fortælle jeres familie, børn
og venner, hvad I bidrager til og har bidraget til, eller hvad I lukkede øjnene
for, og hvad I ikke turde gøre modstand imod. Uretfærdigheder kan kun overleve
med et system af medløbere.
Glem aldrig at du har betydning.
FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (10. dec. 1948), art. 16 § 3:

"Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på
samfundets og statens beskyttelse".
Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (Bkg. 5/1976),
art. 10:
Beskyttelse og bistand til familien som samfundets naturlige og grund­læggende
gruppeenhed.
UNHCR' Eksekutivkomiteen, Anbefaling om genforening af adskilte
flygtningefamilier:
Anbefaling nr. 9, XXVIII 1977. Family Reunification:

"(a) Reiterated the fundamental importance of the principle of family reunion;

(b) Reaffirmed the co-ordinating role of UNHCR with a view to promoting the
reunion of separated refugee families through appropriate interventions with
Governments and with intergovernmental and nongovernmental organizations;

(c) Noted with satisfaction that some measure of progress has been achieved
in regard to the reunion of separated refugee families through the efforts
currently undertaken by UNHCR."

Anbefaling nr. 24, XXXII 1981. Family reunification

(No. 24 (XXXII) - 1981): Adopted the following conclusions on the reunification
of separated refugee families.

1. In application of the Principle of the unity of the family and for
obvious humanitarian reasons, every effort should be made to ensure the
reunification of separated refugee families.

2. For this purpose it is desirable that countries of asylum and countries
of origin support the efforts of the High Commissioner to ensure that the
reunification of separated refugee families takes place with the least possible
delay.

3. The generally positive trends in regard to the reunification of
separated refugee families are greatly to be welcomed but a number of
outstanding problems still need to be resolved.

4. Given the recognized right of everyone to leave any country including
his own, countries of origin should facilitate family reunification by granting
exit permission to family members of refugees to enable them to
join the refugee abroad.

5. It is hoped that countries of asylum will apply liberal criteria in
identifying those family members who can be admitted with a view to promoting a
comprehensive reunification of the family.

6. When deciding on family reunification, the absence of documentary proof
of the formal validity of a marriage or of the filiation of children should not
per se be considered as an impediment.

7. The separation of refugee families has, in certain regions of the
world, given rise to a number of particularly delicate problems relating to
unaccompanied minors. Every effort should be made to trace the parents or other
close relatives of unaccompanied minors before their resettlement. Efforts to
clarify their family situation with sufficient certainty should also be
continued after resettlement. Such efforts are of particular importance before
an adoption -- involving a severance of links with the natural family -- is
decided upon.

8. In order to promote the rapid integration of refugee families in the
country of settlement, joining close family members should in principle be
granted the same legal status and facilities as the head of the family who has
been formally recognized as a refugee.

9. In appropriate cases family reunification should be facilitated by
special measures of assistance to the head of family so that economic and
housing difficulties in the country of asylum do not unduly delay the granting
of permission for the entry of the family members.

Med venlig hilsen
Christian Horst

---

I Politiken d. 18.7.08 under overskriften "YNKELIG KYNISME.

VI KAN IKKE VÆRE DET BEKENDT

Dansk udlændingepolitik fremstår mere og mere tydeligt som umenneskelig og hensynsløst rå. De seneste dages afsløring af Udlændingeservice`s ulovlige administration af regler og vejledning er kynisk og uhyggelig. Og Integrationsministerens forsøg på at begrave sagen er ynkeligt, usmageligt og inkompetent.

Endnu værre er det, at der med brutale politistatsmetoder i nattens mulm og mørke arresteres asylansøgere med henblik på tvangsudvisning (Politikens netavis 10. juli, 2008 ). Rigspolitiets ansvarlige herfor, Politiinspektør i Rigspolitiets udlændingeafdeling Chresten Østergaard, siger til Information den 9.juli om de nu udvisningstruede irakere:" Vi arbejder jo ikke med alle på en gang. Vi starter stille og roligt med de mest oplagte først". Og disse ting foregår på trods af, at der ikke eksisterer en aftale mellem Irak og Danmark om modtagelse af de tvangsudviste på værdig og sikker måde. Det sker endda på trods af, at Integrationsministeren ved, at 60 tvangshjemsendte irakere fra England efter ankomsten til det " rolige og sikre Nordirak " tilsyneladende blev mishandlede af de lokale sikkerhedsstyrker (henvendel se fra Amnesty til Integrationsministeren). Denne sag undersøges nu af UNHCR, som jo i øvrigt fraråder hjemsendelser til hele Irak.

Og hvor er anstændigheden henne, når Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm kan udtale til Information:”… at Nordirak ikke er farligt at vende hjem til, så længe man ikke har et udestående med myndighederne. Derfor tror jeg heller ikke, at FNs Flygtningehøjkommisariat vil have nogle særlige kommentarer til den danske beslutning"? Enten udtaler Andreas Kamm sig mod bedre vidende og i modstrid med UNHCR, eller også ved han mere om forholdene i Nordirak end alle andre. Er det tilfældet, bør han naturligvis dokumentere dette.

Hvor er respekten for de internationale konventioner som Danmark har tiltrådt? Birthe Rønn Hornbech synes fuldstændigt ligeglad med konventionerne og med almindelige retssikkerheds principper. Og hun er det på en tilsyneladende helt uanfægtet og iskold måde.

Det ser ud som om de få hundrede afviste asylansøgere, enlige såvel som familier med børn, som har opholdt sig i asyllejrene i mange år, nu skal tvangshjemsendes under så lidt offentlig opmærksomhed som muligt her i ferietiden, hvor risikoen for sympativækkende medieomtale  

er begrænset. Dette føjer yderligere en utrolig og rystende facet til en i forvejen skræmmende situation.

Danmark kan ikke være sin udlændingepolitik bekendt. Vi kan ikke være sådan en Integrationsminister bekendt. Træder Statsministeren ikke i karakter og tager afstand fra politistatsmetoderne og genskaber anstændighed og medmenneskelighed i dansk udlændingepolitik, kan vi heller ikke mere være ham bekendt.

Med i Bedsteforældre for Asyl

Bente Rich og Jørn Nerup 

Spørgsmål, kommentarer og opfordringer vedrørende tvangsudsendelse af 11 irakere 

Brev sendt d. 25.5.08  til Folketingets Integrationsminister, Folketinget Retsudvalg og Ritzau

Tvangsudsendelsen af 11 irakere til Irak er udtryk for en ubegrundet skærpelse af dansk retspraksis overfor udlændinge. Denne skærpelse er hverken vedtaget af domstolene eller folketinget. Udsendelsen vedrører irakere, der er dømt og for længst har udstået deres straf for forbrydelser begået i Danmark. Selv om de har været dømt til udsendelse, er udsendelsen ikke blevet gennemført, fordi dansk retspraksis hidtil har været, at udsendelse kun kan ske til ”sikre lande”. Irak er langt fra et sikkert land. Derfor har udsendelserne været stillet i bero. Nu gennemføres de, selv om situationen i Irak stadig er farlig og selv om de udsendte risikerer overgreb. De første af de udsendte er allerede blevet anholdt i Bagdad.Findes der er en aftale med de irakiske myndigheder om disse mennesker? Vi ønsker den offentliggjort!  

”Bedsteforældre for asyl” protesterer mod disse tvangsudsendelser, der har skabt endnu større angst og utryghed i asylcentrene, hvor man frygter, at dette er begyndelsen på en ny bølge af tvangsudsendelser, som vil splitte familier og ramme børn, der i en række tilfælde er født og opvokset i Danmark. 

Der er ingen ny situation i det centrale Irak, som kan begrunde eller retfærdiggøre udsendelserne. Der er tale om en ensidig og ubegrundet ændring af retspraksis, hvorefter man i strid med menneskerettigheder og de internationale konventioner tvangsudsender mennesker til usikkerhed med risiko for overgreb. 

”Bedsteforældre for asyl” opfordrer både folketingets integrationsudvalg og folketingets retsudvalg til at tage tvangsudsendelserne op med de ansvarlige ministre og kræve dem omstødt.

 Bedsteforældre for asyl

25. maj 2008  

---

 

Undermenu

• BfA brevpapir